Røde kinder til juleløb i skoven

400 løbere i alle aldre indtog i søndags stierne i St. Dyrehave

Julestemningen og formen var i top hos både store og små, da 400 løbere i alle aldre indtog stierne i St. Dyrehave i søndags. Selv vejret viste sig fra sin bedste side, da det 39. Julestjerneløb blev afholdt.

Børnene lagde ud med 2,1 km, som blev løbet i flot stil med julemanden som både opvarmer og opbakning. Og så gik det ellers slag i slag med halvmaraton, 5, 10 og 15 km. De yngste deltagere havde mor og far i hånden, mens de ældste – tvillingeparret Grethe Alring og Anni Holm på 84 år - imponerede alle, da de kom i mål efter fem km. i det kuperede terræn.

Julestjerneløbet er et af de mest traditionsrige, hyggeligste og samtidig et af de hårdeste motionsløb. Alle ruterne går ad skovveje med pæne bakker ud fra 'Stjernen' i St. Dyrehaves centrum. Men strabadserne blev næsten glemt, da løberne nåede i mål og kunne lune sig med varm suppe, gløgg og æbleskiver.

Resultater for hhv. mænd og kvinder på de enkelte distancer.

Børn, 2,1 km.

Mikkel Holm 09.37

Liva Letholm 11.47

5 km.

Sejer Dalum, Jensens Julefrokost 00.19.11

Lone Grønbæk Witte, Fjordløberne 00.23.24

10 km.

Pär Johan Lif, Blovstrød Løverne 00.38.37

Kathrine Højgaard, Sparta 00.38.51

15 km.

Jonas Brandsbjerg, Blovstrød Løverne 00.56.18

Maria Damtoft, Fredensborg Atletikklub 01.08.14

21 km.

Steffen Falch, Blovstrød Løverne 01.14.05

Yuki Mizuno 01.48.50

Publiceret 02 December 2019 09:31