virtua73 - stock.adobe.com

Solgt:

Fredensborg oplever stor fremgang i hussalget

Boligsidens nye handelstal for oktober måned vidner om fremgang i hussalget i 58 kommuner, og Fredensborg er blandt de 10 kommuner, der oplever den største fremgang

Bolig Knap 43.000 villaer og rækkehuse er der indtil videre solgt i 2019. Det er rekord, når vi sammenligner årets første 10 måneder med samme periode i årene tilbage til 2011.

I alt er der 58 kommuner, der oplever fremgang i salget af huse. Men nogle steder er der tale om større stigninger end andre. Boligsiden har derfor set nærmere på, hvor den procentvise fremgang er størst.

”Generelt kan vi konstatere, at hussalget især rykker frem i de mellemstore byer. Og kommunerne ligger spredt over det meste af Danmark. Der er altså stor mobilitet på boligmarkedet i øjeblikket. De danskere, som drømmer om et liv uden for storbyerne, tør nu tage springet takket være højkonjunkturen og de lave renter, og dermed stiger interessen for huse i store dele af landet,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Fart på det lokale salg

Fredensborg Kommune er med på top 10 over kommuner, der har oplevet den største procentvise fremgang i hussalget i det seneste år. Her er hussalget steget med 16 procent i perioden.

Det svarer til, at der i årets første 10 måneder er solgt 363 huse imod 313 solgte villaer og rækkehuse i samme periode sidste år.

”Det går godt på det lokale boligmarked i Fredensborg. Der bliver handlet flere boliger og samtidig kan vi også se, at salgspriserne er steget med to procent, når vi sammenligner oktober 2018 med oktober 2019,” siger Birgit Daetz.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse i Fredensborg Kommune ligger i øjeblikket på 23.982 kroner.

Transport og natur trækker

På top 10 over kommuner med den største procentvise stigning i antal solgte huse finder man også Halsnæs og Helsingør på Sjælland, imens de øvrige kommuner er andre steder i landet.

Fælles for dem er, at det er kommuner, hvor der hersker en fornuftig infrastruktur kombineret med masser af natur.

”Mange danskere fristes af udsigten til et hus tæt på naturen, hvor de stadig kan komme til storbyen inden for en overkommelig tidshorisont. Det kan de få i de fleste af de kommuner, der optræder her på listen, og det giver endnu mere liv i kommunerne,” siger Birgit Daetz.

Top 10 over kommuner, hvor hussalget er steget procentvis mest sammenlignet med sidste år:

Kommune

Antal solgte jan. -okt. 2018

Antal solgte jan.-okt. 2019

Ændring i %

Hedensted

377

509

35%

Ærø

80

108

35%

Halsnæs

266

354

33%

Lemvig

158

198

25%

Middelfart

330

403

22%

Helsingør

493

597

21%

Fredensborg

313

363

16%

Lolland

367

424

16%

Nyborg

249

289

16%

Struer

139

160

15%

(Kilde: Boligsidens handelstal for oktober måned)

Publiceret 28 November 2019 11:50