Hørsholm Musikskole fyldte 50 år for et par år siden og har i årevis undervist elever fra nabokommunen Fredensborg uden at hjemkommunen har betalt for det.

Hørsholm Musikskole fyldte 50 år for et par år siden og har i årevis undervist elever fra nabokommunen Fredensborg uden at hjemkommunen har betalt for det. Arkivfoto

Sådan løses musikskolestriden:

Kulturministeren må på banen

Ligestil musikskoleelever med almindelige elever der krydser kommunegrænsen, foreslår Hørsholms kulturformand

Af
Fred Jacobsen

Når nabokommunerne Hørsholm og Fredensborg ikke selv kan finde ud af at håndtere musikskoleelever, der krydser kommunegrænsen, må kulturministeren og regeringen træde til.

Det mener Nadja Maria Hageskov (K), der som formand for Hørsholms Sport-, fritid- og kulturudvalg har taget initiativ til at ligestille musikskoleelever med almindelige folkeskoleelever, der krydser en kommunegrænse. Det sker i et initiativretsforslag, som udvalgsformanden fremsætter på det kommende møde onsdag 20. november.

Penge følger barnet

For almindelige folkeskoleelever er det nemlig sådan, at pengene følger barnet: Når en elev krydser kommunegrænsen, følger der 65.000 kr. pr. elev med på grund af regler om frit valg af dagtilbud og skole. Det er de regler, Nadja Maria Hageskov også ønsker skal gælde for musikskoleelever.

"Det vil være gavnligt i alle områder i landet, hvor borgerne bor i én kommune, men af praktiske grunde eller som følge af udbuddet af instrumenter og hold foretrækker undervisning i en nabokommune. Hørsholm Kommune opfordrer derfor Kulturministeren og regeringen til at tilvejebringe hjemmel til, at borgerne får frit valg af musikskoleundervisning på tværs af kommunegrænser," hedder det blandt andet i forslaget.

24 elever opsagt

Initiativet sker efter at Hørsholm Kommune netop har skrevet ud til forældrene til 24 elever på Hørsholm Musikskole fra Fredensborg Kommune for at varsle, at de ikke kan fortsætte undervisningen, med mindre forældrene selv betaler for deres børn eller der kan laves en aftale med Fredensborg Kommune om optagelse på hold, de ikke selv udbyder, eller undervisning i instrumenter, de ikke selv underviser i.

Årsagen til opsigelserne er økonomi. I forbindelse med budgetlægningen fandt Hørsholm Kommune ud af, at man i årevis har betalt for elever fra nabokommunen - ialt ca. 350.000 kr. årligt. Den praksis føler kommunen på grund af en presset økonomi ikke kan fortsætte og har derfor bedt nabokommunen om at se på en aftale mellem de to kommuner.

Nej til aftale

Det er blevet afvist, hvorefter Hørsholm Kommune skred til at varsle de 24 Fredensborg-elever opsagt.

"Vi kan jo ikke sidde en så stor udgift overhørig, men ønsker jo, at børnene kan fortsætte deres undervisning," siger Nadja Maria Hageskov til Ugebladet.

Risiko for færre elever

Eleverne, der er ramt, er typisk børn, der bor i Fredensborg Kommune, men går i skole i nabokommunen, og for en del af eleverne vil det "i praksis være umuligt at gå i skole i Hørsholm, og derefter skulle til for eksempel Humlebæk eller Fredensborg for at gå i musikskole. Konsekvensen er således færre musikskoleelever i begge kommuner og et ringere udbud af musikskoleundervisning. Fredensborg Kommunes beslutning betyder, at enten skal Hørsholm Kommune påtage sig Fredensborg Kommunes udgifter, eller også skal både brugerbetalings-andelen og kommuneandelen af den samlede udgift for musikskoleundervisningen betales af forældrene. Begge dele forekommer uhensigtsmæssigt," hedder det i den henvendelse til kulturministeren, som Nadja Maria Hageskov nu søger opbakning til.

FAKTA

  • Der er forskellige priser på en elev, alt efter instrument og om der er tale om solo- eller holdundervisning.
  • Eksempel: To elever med 40 minutters ugentlig undervisning koster 6.435 kr. pr. elev pr. år, 7.359 kr. ved 50 minutters ugentlig undervisning.
  • Eneundervisning i henholdsvis 30 og 45 minutter koster henholdsvis 8.360 og 10.637 kr. pr. år.
  • Dertil kommer forskellige ydelser som deltagelse i kor, instrumentleje mv.
  • Når en elev fra en anden kommune går på en af Hørsholm Kommunes skoler følger der en betaling med på 65.000 kr. om året pr. elev.
  • 33 procent af udgiften for en musikskoleelev dækkes af forældrenes brugerbetaling. Resten betales af kommunen (55 procent) og staten (12 procent).

Publiceret 19 November 2019 08:00