Se billederne: Dronningen holdt reception for egnens spidser

Onsdag havde dronning Margrethe inviteret spidserne fra hele Nordsjælland til reception på Fredensborg Slot

Af
Peter Mailand

FOTO: Peter Dahlerup

160 gæster var onsdag aften samlet på Fredensborg Slot, da Dronning Margrethe havde inviteret pinger fra hele Nordsjælland til den såkaldte omegnsreception, der afholdes én gang i hver valgperiode.

Traditionen med omegnsreceptioner går langt tilbage og startede oprindeligt på Fredensborg Slot, hvor kongen inviterede gæster til omegnstafler og haveselskaber. Siden har traditionen udviklet sig til receptioner, der på skift bliver afholdt på residensslottene Fredensborg Slot, Graasten Slot eller Marselisborg Slot.

Ved omegnsreceptionen får Dronningen mulighed for at hilse og takke en række personer, der er særligt engageret i lokalområdet, fremgår det af Kongehusets hjemmeside.

Med til omegnsreceptionen er derfor gæster der har en særlig betydning for området omkring Fredensborg Slot, herunder repræsentanter fra kommunen og det offentlige samt repræsentanter fra virksomheder og kultur- og sportsinstitutioner.

Derfor kunne Dronningen hilse på de fire borgmestre fra kommunerne i Fredensborg, Hørsholm, Allerød og Helsingør, samt hele byrådet i Fredensborg Kommune.

Med var også Uge-Nyts redaktør Fred Jacobsen med sin hustru, Ulla.

Aftenen bød på en buffet med vildt ragout, med kartoffelmos og tilhørende vin fra Chateau Caix, lyder det.

Publiceret 14 November 2019 12:27