Det var disse to askebægre i kongeligt porcelæn til 100 kroner pr. stk, der tirsdag blev stjålet i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Jernbanegade. Foto: Kirkens Korshær

Det var disse to askebægre i kongeligt porcelæn til 100 kroner pr. stk, der tirsdag blev stjålet i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Jernbanegade. Foto: Kirkens Korshær

Genbrugsbutik plaget af tyverier:

Jagter tyveknægte på facebook

Tøj og genstande forsvinder jævnligt fra Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Fredensborg

Tirsdag forsvandt to askebægre i kongeligt porcelæn til 500 kroner pr. stk. fra Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Jernbanegade.

Det er bare det seneste, der er forsvundet fra genbrugsbutikken, der er plaget af langfingrede kunder, der glemmer at betale for varerne i sådan en grad, at butiksmedarbejder Finn Øhlers Petersen nu har lagt et opslag på facebook for at forsøge at få tyverierne stoppet:

"Vi lagde godt mærke til dig i dag - og din store interesse for de to Kgl. Porcelæns-askebægre, som vi havde til salg. Nu kan vi så konstatere, at du har taget dem med dig, og at du glemte at betale. Vi kan alle være fortravlede, så du kan stadig nå at betale os; det vil aldrig være for sent. Vi har nemlig utrolig svært ved at tro, at nogle af vores kunder gør sig til gemen tyv, og rapser fra en butik med et velgørende formål, som vores. Derfor: Velkommen tilbage for at afregne," står der i opslaget på Facebook.

Tøj forsvinder hver anden uge

Og det ærger butiksmedarbejder Finn Øhlers Petersen, at folk stjæler.

"Det er jo penge der skulle gå til velgørenhed til herberger eller hjemløse, hvor de kunne gøre gavn Og vi arbejder jo frivilligt og så er det da ærgeligt at folk ikke betaler for tingene. Nu sætter vi fokus på det og så håber vi, at det hjælper," siger han til Uge-Nyt.

Finn Øhlers Petersen kan godt lide genbrugtanken og tilliden til kunderne, men anslår, at der stjæles tøj i butikken, ca. hver anden uge.

"Jeg kan jo godt lide tanken om, at man kan komme ind i butikken og se om der er noget man gerne vil købe og man kan stole på folk," siger han.

Holder øje med folk

Derfor har butikken indført, at man skal angive hvor mange stykker tøj men tager med i prøverummene.

"Det er for at signalere til kunderne, at vi holder lidt øje med det," siger han.

Publiceret 13 November 2019 11:00