Stram styring har givet ro i Seniorrådet

Med stram styring har Niels Søndergaard, fået styr på Seniorrådet. Den midlertidige formand skal evalueres til januar

Stram styring har givet ro på bagsmækken blandt medlemmerne i Seniorrådet. Sådan lyder det fra den nye og midlertidige formand, Niels Søndergaard, der overtog roret i Seniorrådet efter den tidligere formand, Niels Mehnke, stoppede i juni.

Det skete efter kun et halvt år på posten, hvor der var så meget ballade blandt medlemmerne, at Niels Mehnke til sidst kastede håndklædet i ringen og smækkede med døren.

I følge Niels Søndergaard, har der altid været plads til at medlemmerne kunne være uenige og diskuttere, men i øjeblikket er der andre regler.

"Det har været nødvendigt, med stram styring, og jeg slår hårdt ned på diskussioner, der er ved at løbe af sporet. Det vil jeg overhovedet ikke acceptere," siger han til Uge-Nyt.

Og det har tilsyneladende virket.

Mange snakke

"Vi har haft mange snakke ,og vi er blevet enige om, at det kun er formanden der udtaler sig til pressen," siger han.

Det lå egentlig ikke i kortene, at Niels Søndergaard skulle være formand for Seniorrådet, men efter Niels Mehnkes afgang blev Niels Søndergaard opfordret til at tage formandsposten. Og med stram styring har han altså indtil videre haft held til at styre tøjlerne blandt rådets medlemmer.

"Indtil videre kører det med meget stramme tøjler, men jeg håber, at vi i fremtiden kan løsne lidt op, så der bliver lidt mindre stramme tøjler og der kan komme lidt mere uddelegering af flere opgaver," siger han.

Enighed i rådet

Da Seniorrådet skulle afgive høringssvar i forbindelse med byrådets budgetforhandlinger, var der stort set enighed blandt rådets medlemmer, og det er ifølge Niels Søndergaard udsædvanligt.

"Det er et stykke tid siden, at der har været enighed i Seniorrådet. Det var helt tilbage i 2005, hvor der var en formand fra Fredensborg, der kørte det med hård hånd. Og det gik rimeligt, men da han gik af, begyndte respekten for formandsposten at dale. Der var nogle, der synes, at de havde mere ret end andre. Men sådan er det ikke mere," siger han.

Bortset fra en kort periode, har Niels Søndergaard været med i Seniorrådet siden 2005, og Niels Søndergaard skal evalueres til januar.

"Vi skal evaluere på om jeg passer til Seniorrådet, og om Seniorrådet passer til mig," siger han.

Publiceret 06 November 2019 07:00