Teaterforestillingen 'Odysseus' er baseret på Homers 'Illiaden' og 'Odysseen' og spilles af Det lille Turnéteater.

Teaterforestillingen 'Odysseus' er baseret på Homers 'Illiaden' og 'Odysseen' og spilles af Det lille Turnéteater.

Odysseus - en klassiker kommer til Kokkedal

Fredag 8. november er der teater for børn i Byens Hus

"Gå på tidlig weekend og tag børn eller børnebørn med i teateret i Egedal Byens Hus fredag 8. november kl. 14.30," lyder opfordringen fra kulturkoordinator Tora Ribers i en pressemeddelelse.

Her vil én skuespiller og én kontrabassist nemlig fortolke Homers klassiske beretning om Odysseus’ handlingsmættede færd for fuld udblæsning. En forestilling, der skærer helt ind til benet på den storslåede fortælling.

Farer og fristelser

Fortællingen lyder på, at Odysseus skyller i land på en strand i Ithaka, badet i mørke og med vindens tuden i ørerne. Helten hænger i laser, udmattet og forpint af den lange og udmarvende rejse hjem fra krigen mod Troja. En rejse fuld af farer og fristelser. Men trængslerne ophører ikke ved hans tilbagevenden, for i den mellemliggende periode er hans borg blevet besat, hans kone, Penelope, belejret af utallige bejlere, og hans søn, Telemachos, truet på livet.

Forestillingen er baseret på Homers 'Illiaden' og 'Odysseen' og spilles af Det lille Turnéteater. Den er egnet for børn fra 9 år.

gs

Publiceret 06 November 2019 06:00