Vævepigerne holder åbent værksted

Torsdag til lørdag er der åbent værksted hos vævepigerne i Humlebæk

VæveOasen i Humlebæk er en forening, Vævepigerne, som blev oprettet i 1980 med ca. 50 medlemmer. Foreningen vil gerne have flere medlemmer og holder derfor 'åbent værksted' i november.

Når medlemmerne mødes, bliver der selvfølgelig vævet, men der bliver også strikket, hæklet, farvet garn og meget andet i foreningens lokaler på den tidligere Baunebjerg Skole.

"Jeg har selv været medlem gennem ca. 14 år. Da jeg startede, havde jeg aldrig prøvet at væve, men fik lyst og startede på et begyndervævekursus. I dag har jeg en lille væv og væver mest kludetæpper. Men jeg strikker også. Der er et godt fællesskab, hvor vi også får tid til at snakke og hygge," fortæller Lisbeth Gram Holdum.

"Hvis du kunne tænke dig at komme og se, hvem vi er, så bare mød op en mandag eller besøg os den 7., 8. eller 9. november, hvor vi har udstilling og salg af færdige ting," lyder opfordringen fra Vævepigerne.

fakta

Fakta

Åbent værksted

  • 7. november kl. 12-17
  • 8. november kl. 11-16
  • 9. november kl. 10-14

Publiceret 04 November 2019 08:00