Poul Juul fortsætter som formand for Kulturforeningen Fredensborg Gamle Bio. Arkivfoto: Peter Mailand

Poul Juul fortsætter som formand for Kulturforeningen Fredensborg Gamle Bio. Arkivfoto: Peter Mailand

Poul Juul bliver som formand

Kulturforeningen Fredensborg Gamle Biograf skal mødes med Fredensborg Kommune for at forhandle ny driftsaftale på plads

Poul Juul fortsætter som formand for Kulturforeningen Fredensborg Gamle Bio. Det står klart, efter Poul Juul mandag mødtes med borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) for at drøfte sagen.

Som Uge-Nyt tidligere har beskrevet var Poul Juul mildest talt ikke tilfreds med den driftsaftale, mellem Fredensborg Kommuen og Kulturforeningen som blev vedtaget på det seneste møde i Kulturudvalget. Ifølge Poul Juul ville driftsaftalen fratage de frivillige enhver handlefrihed og derfor ville han ikke skrive under på aftalen.

Men efter borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) og kulturudvalgsformand, viceborgmester Ulla Hardy-Hansen (K) i en fælleserklæring appelerede til at sagen ville blive løst i mindelighed, blev Poul Juul indkaldt til møde med borgmesteren for at drøfte sagen.

Meget konstruktivt møde

Med på mødet var også kasserer og bestyrelsesmedlem i Kulturforeningen, Claus Israel Andersen og kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen.

Overfor Uge-Nyt betegner Poul Juul mødet som 'meget konstruktivt' og parterne skal nu mødes for at genforhandle driftsaftalen.

"Nu drejer det sig ikke om at vinde krigen, det drejer sig om at vinde freden," siger han og fortsætter.

"Nu skal Kulturforeningen mødes med administrationen og så skal vi forhandle os frem til en ny driftsaftale. Det handler om, at vi i fællesskab - foreningen og administrationen - nu sætter os ned og i gensidig dialog gennemgår Kulturudvalgets beslutning om ny driftsaftale – paragraf for paragraf - og afstemmer de synspunkter og intentioner, der er i forhold til aftalen," siger han til Uge-Nyt.

Nyt møde med forvaltningen

Mødet med forvaltningen bliver allerede afholdt i løbet af den kommende uge.

Det betyder samtidig, at Kulturforeningen fortsætter aktiviteterne året ud og planlægningen af næste års aktiviteter.

Det betyder også, at to ekstraordinære generalforsamlinger den 14. november og 19. december aflyses, forklarer Poul Juul.

"Det giver derfor ingen mening at afholde de varslede ekstraordinære generalforsamlinger," siger han.

Publiceret 31 October 2019 09:47