Louisiana. Arkivfoto.

Louisiana. Arkivfoto.

Louisiana indgår partnerskab med museum i Aalborg

Sammen skal de to museer udvikle kunstmuseet i Aalborg

Kunstmuseerne Kunsten og Louisiana går nu sammen om at udvikle museet i Aalborg og gøre det til et endnu mere interessant udstillingssted for den moderne kunst og for samtidskunsten.

Igennem de seneste år har der været et udstillingssamarbejde mellem Kunsten og Louisiana, der har betydet, at publikum har kunnet opleve store internationale kunstnere på Kunsten. Aktuelt viser Kunsten udstillingen Twilight Zone, hvor Kunsten har udvalgt en række stærke værker fra Louisianas verdensberømte samling af samtidskunst. Tidligere har der været en større udstilling med den sydafrikanske kunstner William Kentridge.

De to institutioner har nu i lyset af de gode erfaringer, besluttet at bringe samarbejdet et afgørende skridt videre ved at udvide og formalisere det kunstfaglige samarbejde til at omfatte hele udstillingsprogrammet. Og det glæder Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner.

"På Louisiana har vi altid følt et slægtskab med kunstmuseet i Aalborg, fordi det er det andet moderne arkitektoniske hovedværk på museumsfronten i Danmark. Kunsten og Louisiana klæder hinanden. Vi glæder os til et partnerskab, en nydannelse i dansk museumsliv, hvor Kunstens kommende direktør og kuratoriske stab bliver en del af det faglige miljø på Louisiana. Kunsten får glæde af Louisianas store internationale netværk, af Louisianas kompetencer og ikke mindst af Louisianas efterhånden store internationale samling af samtidskunst. Louisiana får glæde af at samarbejde med et velfungerende museum med en fornem samling, men også af at tage et større ansvar i samarbejde med en regional institution. Kulturel vækst er på dagsordenen i Aalborg, hvor der findes en offentlighed, som ikke kommer forbi Louisiana med samme selvfølgelighed som de mennesker der bor, hvor vi ligger. Jeg ser frem til samarbejdet med stor nysgerrighed og forventning," siger han i en pressemeddelelse.

/pm

Publiceret 22 October 2019 09:36