Med den nye drifsaftale skal forvaltningen i Fredensborg Kommune fremover stå for styringen af arrangementerne i den gamle biograf i Fredensborg. Arkivfoto: Peter Mailand

Med den nye drifsaftale skal forvaltningen i Fredensborg Kommune fremover stå for styringen af arrangementerne i den gamle biograf i Fredensborg. Arkivfoto: Peter Mailand

Magtkamp i den gamle biograf:

Stram styring presser formand ud af kulturhus

Formanden for kulturhuset, den gamle biograf i Fredensborg, Poul Juul, er så utilfreds med ny driftaftale, at han kaster håndklædet i ringen

Den gamle biograf Efter bare seks måneder som formand for Kulturforeningen, Fredensborg gamle bio, smider Poul Juul nu håndklædet i ringen.

Det skyldes en ny driftsaftale mellem Fredensborg Kommune og kulturhuset, der ifølge Poul Juul er så stram, at forvaltningen reelt selv overtager al styring og drift af den gamle biograf.

"De vil tilbyde os en aftale, hvor embedsmændene bestemmer alt. Jeg kan ikke sidde og lave frivilligt arbejde, når jeg føler, at jeg sidder i et bur. Jeg har løbet panden imod en kommunal mur af embedsfolk, der bare siger nej til alt og det er dræbende for motivationen og det frivillige arbejde," siger han til Uge-Nyt.

Sagen blev fornylig behandlet på et møde i Kulturudvalget, hvor den nye driftsaftale blev vedtaget, men den er alt for uspiselig, mener Poul Juul.

Embedsmænd overtager

"Forvaltningen har overbevist Kulturudvalget om, at de alene skal stå for ledelse og administration af den gamle biograf. Det er jo ganske bizart, at kommunen, der jo altid taler pænt om de frivillige på Kulturstationen i Humlebæk, men nu i Fredensborg lader embedsmænd overtage frivilliges arbejde og ansvar," siger han til Uge-Nyt.

Med den nye aftale ophører ordningen fra 2014, hvor Kulturforeningen overtog driften af den gamle biograf og hvor selvforvaltning med styring nedefra og op var modellen, forklarer Poul Juul.

Top-down styring

"Der indføres nu top-downstyring fra embedsmænd, der hverken bor i eller kender Fredensborg By. Fremover bliver det kommunens embedsmænd, der får ansvar for og gennemfører alle kulturelle aktiviteter i den gamle biograf," siger han og tilføjer:

"Der har ikke været nogen kritik af Kulturforeningens aktiviteter. Det drejer sig kun om magt," siger han.

Ingen dialog

Ifølge Poul Juul har der ikke været nogen form for dialog, med forvaltningen før den nye driftsaftale blev skruet sammen.

"Jeg ser det først da den kommer på som punkt til dagsordenen da sagen skal behandles i Kulturudvalget," siger han.

Ifølge Poul Juul ligger den største knast ligger i kommunens bookingsystem som brugerne er tvunget til at bruge.

"Vi har vores eget bookingsystem, som er åbent og smidigt og som alle har adgang til. Det er så smart, at man kan bruge det på sin smartphone og tablet, og det er nemt at bruge. Men ifølge forvaltningen skal vi bruge kommunens bookingsystem, som er ufleksibelt og som kræver mange timers arbejde. Men jeg kan ikke byde de frivillige at de skal lægge adskillige timers arbejde i et rigidt bookingsystem, som er ufleksibelt," siger han.

Bureaukratisk system

Modsat Kulturstationen i Humlebæk, der ikke har nogen driftsaftale, så er der strikse rammer omkring selve Kulturhuset, som ifølge Poul Juul ikke efterlader noget spillerum.

"Jeg skal spørge om lov til alt. For eksempel havde vi hængt et rødt banner op foran Kulturhuset, som man har mange andre steder, men vi blev beordret til at tage det ned. Alle syntes, at det klædte bygningen godt og jeg vil ville gerne i dialog med kommunen," siger han.

Egentlig ville Poul Juul gerne fortsætte, men det bliver ikke under den nuværende driftsaftale.

Efter bare seks måneder som formand for Kulturforeningen, Fredensborg gamle bio, kaster Poul Juul nu håndklædet i ringen. Foto: Peter Mailand

Efter bare seks måneder som formand for Kulturforeningen, Fredensborg gamle bio, kaster Poul Juul nu håndklædet i ringen. Foto: Peter Mailand

"Jeg vil gerne fortsætte, hvis jeg kan få nogle ordentlige vilkår. Men det er voksne mennesker, der laver det frivillige arbejde, og jeg kan ikke motivere dem og sige, at de skal spilde deres tid i et bureaukratisk system. Og jeg vil ikke ind og være ubetalt medarbejder i det kommunale system, der bare skal parere ordre," siger han.

Historien gentager sig

Dermed er den femte bestyrelse på vej ud af kulturhuset på bare fem år.

"Det er det sammen der er sket med de tidligere bestyrelser. De har også løbet panden mod den samme kommunale mur af embedsfolk," siger han.

Poul Juul har nu indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 14. november.

"Der vil vi fra bestyrelsens side indstille til at foreningen skal opløses," siger han.

Får opbakning

Poul Juul får opbakning af formanden for Kulturudvalget, Ulla Hardy-Hansen (K).

"Jeg vil give Poul Juul ret. Driftsaftalen er alt for stram. Man kan ikke lave frivilligt arbejde, når man sidder i en spændetrøje," siger hun til Uge-Nyt.

Ulla Hardy-Hansen vil nu have driftsaftalen genforhandlet.

"Jeg vil have forvaltningen til at tage driftsaftalen op til genforhandling. For problemet er jo, at det er den femte bestyrelse på fem år der nu forsvinder og hvis ikke vi gør noget nu og bløder den nuværende driftsaftale lidt op, så risikerer vi jo, at vi sidder her igen om et halvt år," siger hun til Uge-Nyt.

Opgør med forvaltningen

Da sagen blev behandlet i Kulturudvalget foreslog Ulla Hardy-Hansen, at den gamle driftsaftale blev forlænget i et år, så man kunne se hvordan det gik med Poul Juul.

Men det havde hun ikke opbakning til i Kulturudvalget.

"De andre medlemmer i Kulturudvalget har jo ikke snakket med de tidligere formænd, men de sagde jo det samme som Poul Juul nu siger. Men jeg må bare sige, at hvis vi ikke ændrer den nuværende driftsaftale, så risikerer vi jo, at vi sidder her igen om et halvt år," siger hun til Uge-Nyt.

"Jeg vil tage et opgør med forvaltningen og det bliver en armslægning. Men det handler om, hvem der har magten. Er det embedsfolkene eller politikerne?," spørger hun.

Publiceret 20 October 2019 12:00