Venstre foreslår, at anlægge nye parkeringspladser ved Kokkedal station - i Hørsholm kommune. Arkivfoto.

Venstre foreslår, at anlægge nye parkeringspladser ved Kokkedal station - i Hørsholm kommune. Arkivfoto.

Ønsker flere parkeringspladser ved Kokkedal station:

Venstre vil afsætte en million kroner til nabokommune

Selvom Kokkedal station ligger i Hørsholm Kommune, så vil Venstre i Fredensborg afsætte en million kroner til nye p-pladser i nabokommunen

Der mangler parkeringspladser ved Kokkedal Station. Det mener Venstre, der går til budgetforhandlinger med ønske om at afsætte en million kroner til formålet.

Og selvom Kokkedal station ligger i Hørsholm Kommune, så er Venstre i Fredensborg parat til at afsætte midler i Fredensborg kommunes budget for at få etableret flere parkeringspladser i nærområdet. Det fortæller gruppeformand Lars Søndergaard til Uge-Nyt.

"Der mangler parkeringspladser, og jeg tror, at der er mange der vender bilen og fortsætter ad Helsingørmotorvejen, hvis de ikke kan finde en p-plads ved stationen," siger han og fortsætter:

"Samfundsmæssigt hænger det ganske enkelt ikke sammen, at vi som pendlerkommune ikke er i stand til, at tilbyde stationsnære parkeringspladser. At tvinge pendlerne ud på vejene fem for at benytte Kystbanen er det rene CO2-vanvid samtidig med, at det koster den enkelte borger både tid, penge og ærgrelser. Som pendlerkommune med et stigende indbyggertal, er vi nødt til at tage ansvar og sikre, at det rent faktisk er mulig at pendle, også selvom man er nødt til at tage bilen til stationen. Formår vi ikke at løse parkeringsudfordringerne vil det helt sikkert på sigt også blive vanskelligere at tiltrække nye familier til kommunen," siger han.

Lars Søndergaard rækker hånden ud til nabokommunen og håber på en 50/50 løsning.

"Det kan jo være, at de er igang med budgetforhandlinger i Hørsholm Kommune, men ikke lige har midlerne til det her. Så vi håber, at med det initiativ fra Fredensborg kommune vil det være muligt i samarbejde med byrådet i Hørsholm, at finde egnede arealer til parkering af op mod 100 biler i stationens nærområde," siger han.

Ifølge Lars Søndergaard har Fredensborg Kommune ikke nogen egnede arealer i området.

"Den smalle grønne kile mellem Jellerødgårdsvej og banearealet er fredsskov, og det vil tage årevis, og sikkert aldrig lykkes, at bringe dette areal i spil.Så vi er nødt til, at finde en løsning med Hørsholm kommune, som har arealer, som vil kunne bringes i spil. Vi må også, sammen med Hørsholm, se på mulighederne for optimeringer inden for det nuværende stationsområde. Det er ikke en let opgave at løse, men vi skylder borgerne i begge vore kommuner, miljøet og samfundet generelt, at finde en løsning hurtigst muligt," siger han.

Publiceret 03 October 2019 09:00