Kara - stock.adobe.com

V foreslår ny cykelsti fra Avderød til Karlebo skole

Venstre går til budgetforhandlinger med krav om en ny cykelsti fra Avderød til Karlebo skole

Som optakt til budgetforhandlingerne afsluttes på søndag, stiller Venstre nu krav om, at der anlægges en ny cykelsti fra Avderød til Karlebo Skole.

Det fortæller Venstres trafikordfører Lars Egedal til Uge-Nyt.

"Det gør vi fordi der er mange forældre der er skrækslagne for at sende deres børn ud på den vej i morgentimerne. Der kører jo flere tusinde biler på den strækning fra Nivå til Hillerød hver morgen. Og med den nuværende to minus en løsning, kører bilerne mere uden for de stiplede linjer, end indenfor. Og da der er 60 km/t er den oplevede hastighed meget høj," siger han til Uge-Nyt.

Ifølge Lars Egedal er trafikken alt for farlig for de bløde trafikanter i morgentimerne.

"Mange bilister vælger da også helt at blive ude i cykelsporet, og kun forlade det, når de skal passere en cyklist eller fodgænger – med andre ord, alt er ved det gamle, og cyklisternes tryghed er slet ikke blevet forbedret," siger han.

Det er ikke en ny tanke, at der skal etableres en cykel/gangsti mellem de to landsbyer. Faktisk er der i forrige byrådsperiode blevet gennemført en forundersøgelse, som dog, grundet kommunens økonomi, ikke er blevet udmøntet i et konkret projekt. Med til, at fordyre det oprindelige projekt var da også, at man opererede med, at placere stien væk fra Avderødvej i sin egen 'kanal'.

"Desværre, er det fortsat urealistisk at finde penge til dette ambitiøse projekt, men vi mener, at kunne anvise finansiering til en traditionelt placeret to-vejs cykel-gangsti i kanten af Avderødvej, afgrænset med tætstående vejpæle og eventuelt en smal græsrabat," siger han.

Ifølge Lars Egedal løber cykelstien op i 1,6 millioner kroner.

"I første omgang, vil vi fokusere på strækningen fra Avderøds bygrænse til busholdepladsen i Karlebo. Det er ud fra en vurdering af, at vi der vil opnå største forbedring af trafiksikkerheden og mest sti for pengene;" siger han.

Lars Egedal håber at det kan øge den grønne politik i Fredensborg.

"Vi håber, at vi kan slå to fluer med et smæk og få børnene til at tage cyklerne fremfor at blive kørt, og på den måde for vi også også flere fra bilerne over på cykel," siger han.

Publiceret 02 October 2019 08:00