Fredenborg

Fredenborg

Lars Simonsen runder 60 år

Fredag 20. september runder det radikale byrådsmedlem 60 år

Lars Simonsen blev født på Frederiksberg 20. september 1959 og flyttede til Humlebæk i 1963, hvor han har boet lige siden.

Han startede på Humlebæk Skole og fra 5. klasse flyttede han til Baunebjergskolen, som dengang var helt ny opført.

Lars Simonsen blev matematisk student fra Rungsted Gymnasium I 1979.

Han er uddannet folkeskolelærer i 1986 fra Zahles Seminarium med linjefag i samfundsfag og historie.

I dag arbejder han som erhvervsvejleder ved Karrierecenteret i København, hvor han har været ansat i 26 år.

Lars Simonsen var i en årrække formand for radikale venstre i den lokale vælgerforening, indtil han 1. januar 2004 blev valgt ind i byrådet, hvor han siden har været byrådsmedlem.

Ved sidste valg stillede Lars Simonsen op som borgmesterkandidat for de radikale.

"Som folkevalgt politiker sætter jeg en stor ære i at være velforberedt til møderne og prioriterer også at deltage i de udvalg, som jeg sidder i. Jeg har kun haft et afbud til alle politiske møder i de snart 16 år, hvor jeg har siddet i byrådet," siger han.

I sine unge dage spillede Lars Simonsen fodbold i sin fritid. Her fik han ti førsteholdskampe for Humlebæk Boldklub inden en alvorlig knæskade satte desværre en stopper for fodbolden.

"I dag har jeg kastet mig over tennis, hvor jeg efter eget udsagn spiller en habil herredouble. Jeg er desuden også motionsløber, ligesom jeg ca. en gang om året står på langrendsski sammen med min kone, Tine," siger han.

Privat har Lars Simonsen været gift med Tine siden 1985.

I dag har parret to døtre Maria og Anna samt seks børnebørn – Ella, Oliver, Arthur, Alma, Esther og Ludvig. Både døtre og børnebørn er bosat i Fredensborg Kommune.

Publiceret 16 September 2019 08:00