Ulla Geer Jakobsen vil have sat mere fokus på manglende hjælp til pårørende til misbrugere. Nu åbner hun en ny klinik i Fredensborg. Foto: Peter Mailand

Ulla Geer Jakobsen vil have sat mere fokus på manglende hjælp til pårørende til misbrugere. Nu åbner hun en ny klinik i Fredensborg. Foto: Peter Mailand

Mor til misbruger åbner klinik i Fredensborg

Ulla Geer Jakobsen har i mere end 20 år været mor til en misbruger, nu åbner nu klinik for pårørende

MISBRUGLørdag kan Ulla Geer Jakobsen slå dørene op til en ny klinik i Fredensborg. Her vil hun hjælpe pårørende til både misbrugere og personer med psykiske eller fysiske sygdomme videre i livet.

Ulla Geer Jakobsen mener, at det er alt for svært at få hjælp som pårørende til en misbruger, og det vil hun rette op på i sin nye klinik.

"Som pårørende til en misbruger, kan det være meget svært at få hjælp, for det er enormt tabu-belagt. Samtidig føler man en enorm skyld og skam, og man føler, at man har gjort alt forkert. For hvor dårlig en mor er man, når man ikke kan finde ud af at opdrage sit barn ordentlig," spørger hun og tilføjer.

"Det ender ofte med, at man står helt alene med problemerne, for man mister kontakten til alle mennesker, og føler sig enorm ensom," siger hun.

Derfor vil Ulla Geer Jakobsen blandt andet danne såkaldte pårørende grupper i sin nye klinik.

"Det handler om at søge hjælp i nogle pårørende-grupper, hvor man kan dele sine oplevelser," siger hun.

Søn startede som 14-årig

Den 56-årige Ulla Geer Jakobsen taler af bitter erfaring. Hun har i mere end 20 år været mor til en misbrugende søn, der i dag er 35 år. Oveni er han diagnosticeret med adhd, social fobi og skizofreni.

Ulla Geer Jakobsen læser i dag til psykoterapeut, men selv om hun ikke er færdig med uddannelsen så ved hun, hvordan det er at være mor til en misbruger. "Min søn var kun 14 år, da han startede på sit misbrug. Det startede med hash og senere speed og siden har han prøvet alt," siger hun.

Ulla Geer Jakobsen blev hurtig rådvild.

"I starten gjorde jeg alt det forkerte. Jeg hjalp ham og støttede ham forkert og jeg var med-misbruger i stor stil," siger hun.

'En dårlig mor'

Ulla Geer Jakobsens søn var kun 16 år, da hun smed ham ud hjemmefra, fordi hun ikke kunne klare det mere.

"Der havde jeg det rigtigt dårligt for, hvor dårlig en mor er man lige, hvis man ikke kan finde ud af at opdrage sit barn," spørger hun.

Efterfølgende blev han indlogeret på et hotelværelse i Helsingør. Og herefter kom han endnu længere ud i sit misbrug.

"Han havde aldrig nogle penge - for dem brugte han jo på stoffer - så i starten lånte jeg ham penge, og betalte hans regninger. Men da jeg ikke længere ville betale hans regninger, ringede han og sagde, at han ikke havde penge til mad. Så tog jeg ham med ud for at handle og så købte vi ind for op mod 1600 kr. Og det har jeg gjort rigtig mange gange," siger hun.

To personer i én

Ifølge Ulla Geer Jakobsen er en af de største fejl som mange begår, at betragte misbrugeren som én person.

"En misbruger er to personer: Der er Dr. Jekyl og mr. Hyde," siger hun.

"Han var som et monster, men det er enormt svært at nå til den erkendelse, hvor man kan sige: Det er ikke min søn der taler her, det er misbrugeren," siger hun.

Ulla Geer Jakobsen forsøgte flere gange at få hjælp. Men da hun søgte om hjælp første gang, fik hun bare at vide at hendes dreng var meget aktiv.

Men én dag gik det op for hende, hvad det var hun stod overfor. Det skete da hun fandt ud af, at han havde taget sin første -og eneste sprøjte. Så søgte hun hjælp.

"Det var først i starten af 2013, at jeg fik hjælp til, hvordan man skal agere overfor en hardcore misbruger," siger hun.

"Som pårørende til en misbruger er det vigtigt at man sætter grænser. For ellers kan det gå helt galt, mange gange ender det jo med, at misbrugerne smadrer hele hjemmet, fordi de føler sig så magtesløse," siger hun.

Ulla Geer Jakobsen vil tilbyde forskellige former for terapisamtaler og en af metoderne er grupper for pårørende.

"Det handler om at få viden, viden og viden. Viden er magt. Og så er det lige meget om man får den viden igennem pårørende," siger hun.

Ulla Geer Jakobsens søn er i dag i behandling for sit misbrug.

Ulla Geer Jakobsen afholder reception i de nye lokaler på Højvangen 6 i Fredensborg, fredag 31. maj kl. 14-17.

Publiceret 29 May 2019 07:00