Josée Lindemann er still going strong og har et aktivt liv, de færreste jævnaldrende vil kunne følge. Arkivfoto

Josée Lindemann er still going strong og har et aktivt liv, de færreste jævnaldrende vil kunne følge. Arkivfoto

For fuld damp:

Aktiv ildsjæl fylder 80 år

Psykiater Josée Linnemann fra Lønholt har ikke sat farten ned, selvom dåbsattesten ældes

Josée Linnemann, Lønholt, kan fejre sin 80 års fødselsdag onsdag 29. marts.
Fødselaren beskrives som en meget aktiv ildsjæl med hjertet på rette sted og med et liv, der kan tage pusten fra de fleste andre jævnaldrende.
Hele livet har Josée brændt for i et utal af sammenhænge at formidle, at vi alle - med fokus på de ældre - har mulighed for at påvirke vores helbred og vores livslængde i positiv retning gennem motion.
Hun har mærket det på egen krop og er kommet godt igennem forskellige sygdomme som kræft og blodprop i hjernen. Og det har på ingen måde fået hende til at sætte farten ned eller droppe aktiviteterne. Tværtimod.

Psykiater og yoga

Josée Linnemann har igennem 20 år og indtil midten af 00'erne været praktiserende psykiater med praksis i Fredensborg. I slutningen af sit arbejdsliv og efter at være fyldt 70 år uddannede hun sig til gymnastik- og yoga-instruktør.
I mere end 25 år har hun som medlem af fitnesscenteret Skodsborg fulgt en række mennesker og kan se, hvor glade og raske de ældre er som et resultat af motionen. Hun er stadig fast yoga-instruktør på Skodsborg Kurhotel og Spa to gange om ugen.
På 8. år er hun gymnastikinstruktør på Onsdagsholdet på Ungecentret i Nivå.
Endvidere er hun stadig instruktør på yoga-safari rejser til Tanzania og Sydafrika. Næste rejse er september.
Endelig er hun fast afløser i yoga og gymnastik i Fitness World, Allerød, samt på Byljungstroem, Danstruplund.
Som læge og psykiater holder hun sig også fagligt ajour særligt med sygdomsforebyggelse, senest har hun deltaget i en international kongres ”Exercise in Medicine” om motionens betydning i medicinens verden.

Tigerspring og foredrag

Josée er også forfatter og har skrevet bøgerne ”Tigerspring” om de mange spring hun har foretaget i livet, samt ”Fod på balancen” om at forebygge faldulykker hos ældre.
Hun stod også bag projektet ”Smil og Bevægelse”, som blev gennemført på tre plejehjem i Fredensborg Kommune og brochuren “Aktiv hele livet” om trafiksikkerhed for ældre.
Hun laver også frivilligt arbejde hos Ældre Sagen, herunder med foredrag om sundhed og sygdomsforebyggelse, ligesom hun rejser rundt i landet og holder foredrag. Næste gang er 3. april i Vejle med foredraget 'På kant med livet' om sit snørklede, spændende og udfordrende liv.
Ved sidste Seniorrådsvalgi Fredensborg blev hun valgt ind med et historisk stort antal personlige stemmer, men trådte hun efter et år på grund af internt magtfnidder.
Privat bor Josée sammen med Erik Daugaard Jensen. Sammen har de to golden retriever hunde som de går lange ture med. Ellers står den rejser, koncerter, haven og motion.
På selve dagen holdes der åbent hus for venner og familie mellem kl. 16-19 på adressen Høje Lønholt 10, Lønholt.

Publiceret 27 March 2017 08:00