DEBAT:

En lidt vel flot bemærkning

"En bortskaffelse af dækningsafgiften udgør et vigtigt signal til vores lokale erhvervsliv og over til virksomheder, der måtte påtænke at flytte til vores kommune," skriver Christian de Jonquières i dette indlæg

Christian de Jonquières (K), Kongevejen 38, Fredensborg

Der er netop indgået et budgetforlig, hvortil kommer, at Poul Skadhede, formand for Dansk Industri i hovedstaden, under overskriften 'Politikere kan forbedre erhvervsklimaet i Fredensborg' i et debatindlæg har fuldt op på Dansk Industris rangliste over erhvervsklimaet i danske kommuner, hvor Fredensborg Kommune går syv pladser tilbage til nr. 82 ud af 93 deltagende kommuner.

Vi konservative er fuldstændig enige med Poul Skadhede, når Poul Skadhede peger på, at kommunen på skatte- og afgiftsområdet med fordel kan gøre en ekstra indsats overfor vores erhvervsliv og at kommunen i den forbindelse med fordel kan lade sig inspirere af andre kommuner.

Som konservative har vi igennem årene, og her et par enkelte gange med held, men også i år, tordnet for en nedsættelse/bortfald af dækningsafgiften, der udgør en særskat på visse typer af forretningsejendomme.

Desværre har de konservative ikke igennem det indgåede budgetforlig hos de øvrige partier opnået lydhørhed fra vores argumentation.

Et stærkt og velfungerende og indtjenende erhvervsliv fører til, at der bliver råd til at styrke velfærden i vores kommune og derigennem undgå forringelser af servicenormeringer m.v. og i tillæg hertil forringelser af vores sociale sikkerhedsnet.

En bortskaffelse af dækningsafgiften udgør et vigtigt signal til vores lokale erhvervsliv og over til virksomheder, der måtte påtænke at flytte til vores kommune. Et styrket erhvervsliv bidrager til at skaffe yderligere arbejdspladser og indtjening, hvilket fører til, at vi får et højere indtægtsgrundlag, der så er afgørende for vores velfærd.

Budgetforliget synes jeg er fint, herunder også med vægtningen af vores kulturliv, men forligsteksten er klinisk renset for noget som helst om initiativer over til vores lokale erhvervsliv, når bortses fra et par enkelte ord om Cirkelhuset.

Dog står der: 'Et mindre fald i provenuet fra indkomstskatter mere end opvejes af en stigning i selskabsskatteprovenuet – et tegn på, at også erhvervslivet i kommunen trives'. Selvom udsagnet underbygger, at erhvervslivet skaffer kommunen et betydeligt indtægtsgrundlag, synes jeg, i lyset af, at vi er gået syv pladser tilbage på ranglisten og således figurerer som nr. 82, at det er lidt vel flot at skrive, at 'erhvervslivet i kommunen trives godt'.

På mange områder er vi 'Nordsjællands bedste kommune' som er overskriften på budgetforliget, men overskriften kan ikke omfatte vores lokale erhvervsliv og/eller virke som parameter for vores erhvervsklima.

Når ovenstående er skrevet, skal der trods alt lyde et tillykke med budgetforliget.

Publiceret 13 October 2019 05:00