Thomas von Jessen. Arkivfoto: Peter Mailand

Thomas von Jessen. Arkivfoto: Peter Mailand

DEBAT: Stigende støj fra motorvejen

"Vi må i første omgang få vores embedsmænd til at spørge de nye ministre på erhvervs- og miljøområdet, hvad de har tænkt sig med puljen fra marts," skriver Thomas von Jessen i dette indlæg

Thomas von Jessen, gruppeformand (K), Solvænget 1, Nivå

Det er selvfølgelig en smule forstemmende, at kommunens forvaltning lige nu ikke kan se klart, hvordan den statslige pulje på 1,6 mia. kr. til støjbekæmpelse, som VLAK-regeringen og DF indgik i marts, udmøntes.

Vi synes fortsat, at argumenterne for at få del i midlerne til støjdæmpning af motorvejen gennem Nivå-dalen er lødige:

1) De mange biler kører hævet over terræn, hvilket betyder omfattende dækstøj,

2) trafikken stiger med et par procent om året,

3) ca. 1500 borgere er direkte berørt af den konstante støj, og

4) støjen ligger langt over de 43 db, som er sundhedsstyrelsens grænse for at undgå stress og hjerte- karsygdomme. Det var den konservative erhvervsminister, der fik forliget i hus.

Med folketingsvalget skiftede regeringsmagten, inden det blev aftalt, hvordan puljen skal anvendes inden 2021. Det tidligere flertal blev til et mindretal. Sådan er politik. Men politik er også, at vi vedholdende arbejder for en indlysende god sag, selv om der kan være bump på vejen.

Vi må i første omgang få vores embedsmænd til at spørge de nye ministre på erhvervs- og miljøområdet, hvad de har tænkt sig med puljen fra marts. Samtidig ønsker vi at få de umiddelbare kommunale handlemuligheder i sagen afklaret for at anvende de 200.000 kr. på projektet bedst muligt, som sidste års budgetforlig afsatte til 2020.

Publiceret 24 September 2019 05:00