Arkitekten, der insisterer på alles ret til skønhed

I serien 'Arkitekturens værksteder' præsenterer Lousiana fra 18. oktober mexicanske Tatiana Bilbao og hendes tegnestue

Fredag 18. oktober åbner Louisiana den tredje udstilling i serien 'Arkitekturens værksteder', der præsenterer den mexicanske arkitekt Tatiana Bilbao og hendes tegnestue.

Bilbaos arkitektur er kendetegnet ved alsidighed i både skala, program og materialer og bærer ikke, som en stor del af samtidens arkitektur, et entydigt formmæssigt varemærke.

Udstillingen går tæt på tegnestuens proces fra ideer til form og introducerer et bredt spektrum af projekter som en pilgrimsrute, en botanisk have, socialt boligbyggeri og et akvarium.

"Tatiana Bilbao er på mange måder en opponent til tidens arkitektur. Frem for en stringent forretningsstrategi forankret i en signaturpræget stil og et konsistent arkitektonisk udtryk, er hun mere optaget af det enkelte sted og menneske. Hun opererer med nærhed og det personlige møde, et greb, der dog sagtens kan ende i et stort byggeri i en millionby i Mexico," skriver Louisiana i en pressemeddelelse.

Inviterer kunstnere ind

Det nære samarbejde med eksempelvis kunstnere, biologer, forfattere og andre arkitekter hører til Bilbaos karakteristika.

Hun har stået i spidsen for flere projekter, hvor hun som strategen har tegnet en større masterplan og siden inviteret en række andre arkitekter eller kunstnere til at bidrage. Den botaniske have i Culiacán er et godt eksempel. 35 kunstnere bidrog med pavilloner og værker i den store have.

Som arkitekturen er også hendes arbejdsprocesser båret af nærhed - og tid. Bilbaos fortrukne arbejdsredskaber er collage og tegning. Håndtegning og arbejdet med collage er både en insisteren på personligt engagement, den fysiske verden og menneskets evne til at formidle - uden maskinen. Det er en måde 'at tænke på' og en måde at skabe verden på.

Bilbao bruger både collageteknikken til at 'notere' sine ideer og som formidling til bygherre. I stedet for 3D-programmernes kølige streg foretrækker hun den analoge collage til at præsentere sine arkitektoniske forslag: Billeder, der samler hendes ideer, men som samtidig er åbne for modtagerens egne forestillinger. En metode, der giver bedre diskussioner og bedre indtryk af, hvad klienten ønsker, siger hun.

Æstetisk kvalitet

Arbejdet med sociale boligprojekter og det nære engagement står centralt i Bilbaos værk, og initiativet kommer ofte fra Bilbao selv.

Hendes mission er, uden indtjening for øje, at skabe blot en lille portion skønhed til ethvert menneske. Boligen skal, modsat den interimistiske slum, der gror ukontrolleret i alle Mexicos storbyer, se færdig ud.

Et minimum af æstetisk kvalitet skal give grobund for et bedre liv. Ikke blot museer, universiteter og lufthavne skal tegnes af arkitekter.

"Alle har ret til skønhed," siger hun.

Tatiana Bilbao er vokset op i Mexico City og er uhyre bevidst om knappe ressourcer. Bæredygtighed er dog, igen modsat tidens strømninger, ikke et prædikat, hun selv vil sætte på sine bygninger. Bæredygtighed er for hende ikke blot en klimavenlig facade men stillingtagen til, om bygningen overhovedet skal opføres - er der behov for den?

Kan ses til 5. april

Udstillingen, der kan opleves i Søjlesal og Store Sal, er bygget op så tegninger, collager, modeller og materialer er integreret i en indholdsrig scenografi.

Udstillingen kan ses til 5. april 2020.

jesl

Publiceret 13 October 2019 10:00