26-årige Sandy Nyhus spiser mad fra 7-Eleven eller en tankstation cirka tre gange om måneden. “Jeg tænker ikke på, om det er sundt – det skal bare være noget hurtigt,” siger hun. Foto: Klaus Sletting
26-årige Sandy Nyhus spiser mad fra 7-Eleven eller en tankstation cirka tre gange om måneden. “Jeg tænker ikke på, om det er sundt – det skal bare være noget hurtigt,” siger hun. Foto: Klaus Sletting
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vi spiser mere på farten

Danskerne spiser stadig flere pølsehorn, salater og sandwich på farten. “Folk har virkelig travlt,” forklarer ekspert. Mad, der kan spises med én hånd, er nøglen

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk
Det spiser vi oftest på farten

Pølsehorn 38%
Hotdog 35%
Sandwich 28%
Kage 26%
Bagerbrød 24%
Færdig salat 19%
Pizzaslice 18%
Smurt morgenbrød 17%
Foccacia 16%
Burger 15%
Kyllingespyd 14%
Wraps 8%
Palæobar 4%
Grød 2%
Kilde: YouGov for Søndagsavisen, 711 respondenter, der har spist på en tank eller 7-Eleven det seneste år.

Det sker cirka tre gange om måneden, at 26-årige Sandy Nyhus kommer forbi en tankstation eller en 7-Eleven og instinktivt får lyst til noget at spise. To minutter senere står hun ved kassen og bestiller mad.

“Jeg tænker ikke på, om det er sundt – det skal bare være noget hurtigt. Så det ender oftest med en tunsandwich eller et par pølsehorn og noget at drikke. Det er udelukkende drevet af lyst,” siger Sandy Nyhus, da vi møder hende i 7-Eleven på Strøget i København.

Generelt er salget af hurtig mad på farten stigende i Danmark. Tankstationer og især 7-Eleven har de seneste år oplevet massiv fremgang på grund af salg af alt fra sandwich og salater til wienerbrød, müslibarer og pølsehorn.

Inden for det seneste år alene har knap 70 procent af danskerne spist mindst ét færdiglavet måltid fra en tankstation eller 7-Eleven, viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen.

Flere sunde alternativer

“Der er ingen tvivl om, at der er en stigende efterspørgsel på mad 'to go'. Folk har virkelig travlt, og det betyder, at vi spiser flere og flere måltider på farten. De her steder har været gode til at opfange den tendens og udvide sortimentet, så der er noget hurtigt og nemt for langt de fleste” siger Judith Kyst, der er direktør for Madkulturen.

For fem år siden var det hovedsageligt fastfood i form af pizzastykker, hotdogs og pølsehorn, der lå på varmebrikkerne på en tankstation eller i en 7-Eleven.

Siden er der kommet flere sundere alternativer som salat, palæobarer og fuldkornsbrød. Det har haft stor betydning for salget.

“Det giver et indtryk af, at det er en professionel fødevarevirksomhed, der går op i kvalitet, og som har et sundt og frisk udvalg. Rent sansemæssigt fungerer det godt. Kunderne bliver trygge ved at købe mad sådan et sted. Så kan det godt være, at de alligevel ender med at købe et pølsehorn, men det pølsehorn virker lidt friskere og sundere på grund af de sundere alternativer omkring det,” siger Jon Fuglsang, der er madsociolog på Professionshøjskolen Metropol.

Han mener, at tankstationerne og 7-Eleven har ramt plet.

“Det er godt set. Der er en tendens i hele verden til at spise mere på farten. Vi spiser i stigende grad, når vi har lyst, i stedet for faste måltider. Og vi spiser mere alene. Når man så sælger hurtig mad til ret lave priser, rammer man den efterspørgsel ret godt,” siger han.

Delicious burger with tomatoes, salad, cucumbers and chicken on craft paper and wooden background, top view
Delicious burger with tomatoes, salad, cucumbers and chicken on craft paper and wooden background, top view

Mad i én hånd

Hos 7-Eleven forklarer kommerciel direktør Morten Vedel, at fremgangen i salget af mad først og fremmest bunder i, at de har udvidet sortimentet, så der både er noget til dem, der vil have klassisk fastfood, og til den sunde 'stiletpige'.

Men det vigtigste er, at maden er nem at spise.

“Vi går efter at servere mad, som kan spises med én hånd. Man skal kunne spise det, mens man cykler, går med mobiltelefonen i den anden hånd eller er i bevægelse på anden måde. Det skal være så nemt som muligt,” forklarer han.

Dog tilføjer Morten Vedel, at 7-Eleven netop nu tester konceptet 'Hot to go', som er aftensmåltider, der skal spises med kniv og gaffel.

Publiceret: 11. Februar 2018 06:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt