Kommunalvalg 2017
Venstre vil jævne hver fjerde blok i Egedalsvænge med jorden.
Venstre vil jævne hver fjerde blok i Egedalsvænge med jorden.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

V: 25 procent af Egedalsvænge skal rives ned

Venstre vil jævne hver fjerde blok i Egedalsvænge og Nivåhøj med jorden

Selvom boligblokkene i Nivåhøj blev moderniseret for syv år siden, så skal hver fjerde boligblok i Nivåhøj og Egedalsvænge nu rives ned.

Sådan lyder det fra Venstre og integrationsminister Inger Støjberg, der onsdag var på besøg i Nivåhøj for at se på sagen.

Her blev hun modtaget af en delegation af lokale Venstre-folk med Lars Søndergaard i spidsen, der viste rundt.

“Vi troede jo, at vi ved at sætte boligerne i stand og gøre hele området lækkert, så ville det tiltrække nogle andre beboere til området, men det har vist sig, at det ikke er tilfældet. Der er stort set ingen mobilitet i områderne, det er de samme mennesker, der bor der i dag, som boede der tidligere,” siger Lars Søndergaard og fortsætter:

“Da vi renoverede områderne sidst, fjernede vi ca. ti procent af blokkene. Men det var ikke nok. Vi kan se på erfaringerne fra Holland, at det eneste, der virker er at fjerne 25 procent af boligerne,” siger han.

Lars Søndergaard mener, at det handler om at ændre beboersammensætningen.

“Normalt flytter folk jo rundt efter uddannelse og arbejde, men det er der mange af dem, der ikke gør. Mange af dem, der bor i de her boligblokke, er på overførselsindkomster. Så hvis vi skal bryde det mønster, skal vi i stedet bygge ældreboliger, plejehjem og ungdomsboliger,” siger han.

Støjberg bakker op

Han bakkes op af Inger Støjberg.

“Vi er nødt til at gøre noget drastisk. Vi må erkende, at det er årtiers integrationspolitik, der har fejlet og det er lige meget, om det er blå eller røde regeringer, der har stået i spidsen for det, så har det slået fejl,” siger hun og fortsætter.

“Jeg er meget optaget af, hvad det er for nogle muligheder vi giver indvandrerne i vores samfund. Jeg abonnerede i mange på, at hvis ikke første generation af indvandrere blev integreret, så ville anden generation blive det, i og med at de voksede op her. Men nu kan vi se, at det cirka er 50 procent af anden generation, der heller ikke bliver integreret. De vokser op i et parallelsamfund med forældre, der ikke taler dansk. Og når de kommer i daginstitution, så er 95-100 procent, af de andre børn ligesom dem selv. Og det samme gælder, når de kommer i skole,” siger hun.

’Tæt på win-win’

Det mønster skal nu brydes . Men på spørgsmålet, om hvem der skal betale for at jævne hver fjerde blok med jorden, siger Lars Søndergaard.

“I Fredensborg er 33 procent af lejlighederne almene boliger, så vi ligger over landsgennemsnittet.Og mange af dem, der bor i områderne, er jo ressourcesvage personer på kontanthjælp eller overførselsindkomster.Så det er klart, at kommunen må gå ind i det her. Jeg vil dog ikke sige, at det er en win-win, men det er tæt på,” siger han.

Ifølge Lars Søndergaard har boligselskaberne allerede givet grønt lys.

“Vi har opbakning fra organisationsbestyrelserne i boligselskaberne. Kun i byrådet har vi ikke flertal til at gøre det,” siger Lars Søndergaard.

Publiceret: 20. November 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt