Nordsjælland Fjernstyrings Klub inviterede skolebørn og forældre til gratis flyvning i Langstrup
Af Claus Beyer
Trods regn fra morgenstunden om torsdagen, så var de første unge piloter på plads på Langestrup Modelflyveplads klokken 09.30. Tobias og Markus, der begge er 10 år, fik lidt ekstra tid i luften inden de andre børn begyndte at dukke op.
Det blev en dag med masser af spænding for de unge, hvor de sammen med en instruktør, fik mange flyvetimer. Der blev fløjet med to skoleflyvere, som begge styres fra to sammenkoblede sendere. Her havde den unge den ene sender, og den anden sender var hos instruktøren, således at instruktøren altid kunne gribe ind, og dermed redde pilot og fly fra et styrt.
Markus har fuld kontrol over flyet i luften, - ved siden af Markus er det flyveinstruktør Steen Schaffilitzky. Foto: Claus Beyer
"Vi er glade for, at der kom så mange ud på vores flotte flyveplads, og vi fik vist mange af vores flotte fly frem. Og måske vi kan være så heldige, at nogle af børnene over 12 år kunne tænke sig, at fortsætte med at dyrke modelflyvning, på lidt mere regelmæssigt og seriøs niveau. Unge mellem 12 og 18 år kan næsten komme direkte ind i klubben, mens der hos voksne er en venteliste. Skal vores klub holde fast i at være en af landets bedste modelflyveklubber, så er det vigtigt, at vi får nogle unge ind", siger NFK´s chefinstruktør Andreas Larsen.
Flyveinstruktør Steen Schaffilitzky på vej ud på startsbanen med sit eget imponerende fly. Foto: Claus Beyer
Der var også tid til opvisning med klubbens store fly. Her er det Steen Schaffilitzky´s fly der er i luften. Foto: Claus Beyer