Kajakstævne på Esrum Sø

Nordsjællands største kajakstævne - Kanojak Trim - løber af stablen 26. august

Sport Nordsjællands største kajakstævne - Kanojak Trim - løber af stablen søndag 26. august. Over hundrede kajakroere fra københavnske og sjællandske kajakklubber ventes til start.

De mange deltagere skal ro en 20 kilometer lang tur Esrum Sø rundt. For dem, som ikke er så rutinerede, udlægges en bane på kun 12 kilometer. Man kan stille op i to- og fire-mands kajakker, smalle kapkajakker, surfski og havkajakker.

"Der er instruktion for deltagerne klokken 10.15 og fællesstart klokken 11 udfor Kajakklubben Esrums Sø’ klubhus. Afhængigt af vejret om lørdagen, bestemmer stævneledelsen om der skal ros med eller mod uret søen rundt. Den korte 12 kilometer bane udlægges på den side af søen, hvor der er mest læ," skriver Kajakklubben Esrum Sø, der står for stævnet.

De første kajakroere, på den 20 kilometer lange søen-rundt banen, ventes i mål omkring klokken 12.30. Målet lukker klokken 15 og præmielodtrækning starter cirka klokken 15.15.

Lodtrækning om præmierne

”I princippet er der præmier til alle”, siger stævneleder Jakob Dan Jensen og fortsætter:

”Efter målgangen trækker vi lod blandt alle startnumrene, man kan derfor være heldig og få en flot præmie med hjem, sponsoreret af områdets kajakbutikker, selvom man ikke var første mand over målstregen”, slutter stævneleder Jakob Dan Jensen, Kajakklubben Esrum Sø.

Kapp

Publiceret 24 August 2018 11:00

SENESTE TV