Trænerens ord var lov

Fredensborg slog overraskende Holbæk 3-2 på udebane

Af
Af Bo Hilsted

”Hvis vi er helt parat, er jeg sikker på, at vi godt kan tage point mod dem. Vi matchede dem fint i første kamp, de straffede bare vores fejl uhyggeligt hårdt,” sagde Fredensborgs træner Martin Petersen efter sidste rundes kamp mod Kastrup.
Og som sagt, så gjort. Fredensborg gik frisk til sagen og scorede allerede efter firm minutters spil ved Nicolai Wisborg, men overlod derefter mere eller mindre ubevidst initiativet til topholdet, der -som placeringen antyder – også er et godt hold.
Føringen holdt halvlegen ud, omen godt tyve minutter inde i anden halvleg udlignede hjemmeholdet, og man kunne nu frygte, at Fredensborg kom i problemer, ikke mindst fordi skader havde sat Niclas Madsen, Anton Valentiner og Nicklas Skou ud af spillet.
Men indskiftede Omar Mashineshi bragte Fredensborg på 2-1, og da Holbæk udlignede til 2-2 kort før tid, belavede de fleste sig på uafgjort, hvilket også ville have været ganske tilfredsstillende for gæsterne.
Imidlertid var marginalerne med Fredensborg, da Omar Mashinesh et par minutter inde i dommerens tillægstid opsnappede en løs bold, selv gik direkte mod mål gennem Holbæks to centrale forsvarere for så at sende bolden i mål til ubeskrivelig jubel for spillere og ledere.
Sejren bringer Fredensborg væk fra de nederste pladser med 10 point for 11 kampe. På fredag møder man endnu et tophold, nemlig Herlev, og hvorfor skulle man ikke også kunne tage point fra dem?
Fredensborg møder Herlev på udebane fredag 20. oktober kl. 18.30.

Fodbold, danmarksserien,

Holbæk-Fredensborg 2-3(0-1):

0-1   Nicolai Wisborg(4), 1-1(63), 1-2 Omar Mashinesh(77), 2-2(88), 2-3 Omar Mashinesh(90)

200 tilskuere

Publiceret 16 October 2017 05:00

SENESTE TV