Tilværelsen formet på internettets præmisser

Louisianas efterårsudstilling sætter fokus på digitaliseringen

Louisianas efterårsudstilling 'Being there', der åbner 10. oktober, præsenterer 10 internationale kunstnere, der stiller skarpt på menneskets navigation mellem den fysiske og den digitale virkelighed.
Værkerne, hvoraf flere er skabt specielt til denne udstilling, er deres fortolkninger af den menneskelige eksistens, som den former sig i lyset af den omfattende og pågående digitalisering af vores liv.
Tilværelsen former sig i stigende grad på internettets præmisser. Internettets fremkomst har også præget billedkunsten med en lang række forskellige kunstneriske tilgange, strategier og teorier.
Denne udstilling sætter fokus på et udvalg af kunstnere, hvis værker beskriver den menneskelige tilstand både direkte og indirekte påvirket af internettets stadig større indflydelse på individets selvforståelse og omverdensforståelse. Det vil sige værker, der undersøger fundamentale eksistentielle spørgsmål så som: Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvordan er jeg?
Udstillingens kunstnere skildrer bevægelsen mellem en fysisk og en virtuel verden, sondringen mellem biologi og maskine, skredet i forestillingen om det tilsyneladende virkelige og det tilsyneladende falske.

Ni scenarier

Udstillingen vises i museets Østfløj samt i Søjlesal og Store Sal. Den består fortrinsvis af store installationer, heraf flere videoværker, der omslutter beskueren, men den indbefatter også medier som skulptur og maleri.
'Being there' består af ni scenarier, der alle skildrer den komplekse og modsætningsfyldte realitet, internettet har ført med sig. De ti kunstnere bag værkerne er Ed Atkins, Dora Budor, Ian Cheng, Lizzie Fitch, Ryan Trecartin, Cécile B. Evans, Louisa Gagliardi, Hannah Levy, Bunny Rogers og Pamela Rosenkranz.
Udstillingen kan ses frem til 25. februar. I forbindelse med den udgives et engelsk særkatalog med en introduktion af udstillingens kurator, Mathias Ussing Seeberg, samt en række bidrag, der fra forskellige vinkler belyser menneskets forhold til teknologi i bredere forstand./jesl

Publiceret 11 October 2017 09:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV