Omkring årtusindeskiftet blev de gamle lokalbaner i Nordsjælland samlet i ét enkelt selskab. Navnet blev meget passende Lokalbanen A/S, og hovedkontoret blev lagt i Hillerød. I dag er selskabet med kvalitets- og miljøchef Kurt Lauridsen både et Banedanmark og et DSB i miniformat i samme organisation.
"Vi er operatører, ejer togene og kører dem, ejer banerne og vedligeholder dem selv. Vi har også fjernstyring af jernbanedriften. Vi har det hele hos os. Det giver os nogle fordele, fordi vi uden mellemled kan lave den rigtige prioritering af, hvordan og hvornår vi skal vedligeholde vores infrastruktur. Ganske enkelt fordi der sidder den samme direktør bag bordet," siger Kurt Lauridsen.
Samme direktør, Rösli Gisselmann, er optaget af andre opgaver, den dag Hillerød Posten er på besøg, men hun kan glæde sig over at sidde i spidsen for Danmarks mest præcise jernbaneselskab.
"Vi har et rettidighedstal. I 2011 ankom 98,2 procent af togene til tiden og 99,9 procent af vores køreplan blev gennemført. Det er det kunden oplever derude," siger Kurt Lauridsen.
"Tallene dækker også udefrakommende faktorer som eksempelvis snevejr og kraftigt løvfald," siger han.
Den høje grad af rettidighed og de få aflysninger skyldes ifølge Kurt Lauridsen, at Lokalbanen sørger for at kigge grundigt ud i fremtiden.
"Lokalbanen er en økonomisk sundt drevet virksomhed. Vi tænker langsigtet på, hvilke udfordringer vi har, så de ikke kommer som en tyv om natten. Skinner, sveller og tog har en begrænset levetid, så vi sørger for at have overblik over, hvad det kræver at holde spor og tog i god stand mange år frem over, så vi kan køre til tiden," siger Kurt Lauridsen.
Pengene til nye tog, nye skinner og sveller samt ombygninger kommer fra egenkapitalen og fra salg af overtallige ejendomme samt tilskud fra Region Hovedstaden.
Da Lokalbanen blev dannet som én samlet organisation, trimmede man også organisationen, så det med færre medarbejdere samtidigt blev muligt at køre flere tog.
"Siden omkring 2003 er vi gået fra knap 300 medarbejdere til 209, men med ca. 20 procent mere drift. Der er sket rigtig mange ændringer," siger Kurt Lauridsen.
"At det kan lade sig gøre, skyldes mange ting. Der er kun en direktør i dag i stedet for fem, altså én fra hvert selskab. Der er kun én bestyrelse i stedet for fem. Der er kun en administration, et sted at styre togene fra. Man skal huske, at alle fem var komplette virksomheder. Her i Nordsjælland har vi slået tre værksteder sammen til ét. I gamle dage havde vi også en togfører til at billettere inde i togene. I dag har vi stikprøvekontrol i stedet. Deri ligger der også en besparelse. Der er rigtig mange eksempler på de knapper, vi har skruet på," siger Kurt Lauridsen.
Lokalbanens 29 togsæt bliver alle vedligeholdt på værkstedet i Hillerød.
Hvert år afholder Lokalbanen en brugerundersøgelse for at finde ud af, hvem passagererne er, hvor de har været, inden de steg på toget, og hvordan de er kommet videre fra stationen.
"Generelt kan man sige, at vores kunder bor lokalt. Imellem stationerne er der ikke så meget. Der er skov, land og sø. Folk der bruger os, bor nær vores stationer. Omkring en tredjedel rejser også med bus eller andre tog, og 70 procent af vores passagerer er daglige pendlere. Her rejser en stor del også videre, for eksempel med S-tog," siger Kurt Lauridsen.
"Hovedpendlerstrømmene går mod Hillerød, Helsingør og selvfølgelig indad mod København. Der ligger rigtig mange arbejdspladser ind mod København. Men vi har også mange fritidsrejsende. I ferierne og i weekender er der mange der skal på stranden eller på skovtur. Der vælter det ind med barnevogne, picnickurve og cykler. Vi har en lille vækst i passagerer i sommerperioden, hvor folk skal ud i sommerlandet," siger han.
Lokalbanen har 138 kilometer spor, hvor der er fordelt 66 stationer eller standsningssteder.
Hvis man kigger på et kort over Lokalbanens strækninger, har selskabet en overordentlig stor fordel i forhold til det nye supersygehus, der skal stå klart syd for Hillerød i 2020.
"Det bliver en fælles S-togsstation og lokalbanestation, og der bliver et rend af patienter, besøgende og folk der skal arbejde på hospitalet. Det er ret oplagt, at vi kommer til at betjene dem, der skal med tog hen til det nye sygehus," siger Kurt Lauridsen.
"Det næste bliver ombygningen af Hillerød Station, hvor vores baner i dag ender i en blindgyde. Banerne hænger ikke sammen. Hvis man kommer fra eksempelvis Helsingør, skal man i dag skifte tog for at komme mod Frederiksværk og dermed det nye sygehus. Vi ved, at hvis man fjerner den barriere, har man gjort toget mere attraktiv, og det i sig selv vil få flere over i togene," siger kvalitets- og miljøchef i Lokalbanen Kurt Lauridsen.
"Vi ved fra undersøgelser, at en af de store barrierer for at få folk til at bruge kollektiv trafik er, hvis man skal skifte. Derudover indbygger du en usikkerhed for, om man nu også når det. Ombygningen fjerner den hindring," siger Kurt Lauridsen.
Der er ialt 209 ansatte i Lokalbanen A/S. Her gøres et varmelegme klart til et af togene.
Der er to grave på værstedet, så togene kan undersøges og repareres nedefra.
I 2006 stod det nye hovedkvarter klar ved Hillerød Station. Lige ved siden af skinnerne.
Publiceret: 17. Juni 2012 10:00