Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politiet: To mænd i Passat eftersøges for stribe af tyverier fra biler

En sort VW Passat stationcar med reg. nr. AX 90 890 huserede torsdag i Hørsholm, Kokkedal og Helsingør

Nordsjællands Politi mistænker to mænd i en sort VW Passat stationcar for at stå bag en serie tyverier fra personbiler, alle begået onsdag eftermiddag.

Derfor efterlyser de henvendelser fra borgere, der kan have set bilen, der har registreringsnummer AX 90 890 og har alu-lister som kendetegn.

“Bilen er set flere steder, hvor vi der er sket tyveri fra biler, og vi har en stærk mistanke om, at de står bag en række tyverier fra biler,” oplyser politikommissær Søren Greve fra Nordsjællands Politi, der i onsdagsdøgnet har noteret seks indbrud i biler i Hørsholm, Rungsted, Kokkedal, Humlebæk og Helsingør.

To hestecentre ramt

Kl. 15-15.15 smadres en siderude i en Toyota Avensis på Vallerød Banevej i Rungsted. Her stjæles en sort dametaske med sort pung, indeholdende betalingskort og kørekort samt en Doro mobiltelefon.

Kl. 15.30-15.35 knuses en siderude i en Audi A4 på parkeringspladsen ved Solhuset på Breeltevej. Her stjæles en Mulberry pung med kreditkort og kørekort plus en hvid iPhone 7.

Kl. 16.22 spottes den sorte VW Passat på et ridecenter på Skindersøvej i Helsingør, hvor de to mænd knuser en rude til en parkeret bil, inden de tager flugten.

10-12 minutter senere ses samme Passat stationcar på Barthahus Ridecenter på Fredtoftevej i Kokkedal, hvor de på gårdspladsen bryder en lås op til en Peugoet 107 og stjæler en damepung med hævekort, kørekort og andet.

Har du set Passat’en?

Endelig modtager Nordsjællands Politi en anmeldelse fra Humlebæk, hvor en Mercedes er brudt op på parkeringspladsen på Gl. Strandvej. Bilen er gennemrodet, men der er tilsyneladende intet stjålet.

“Vi vil rigtig gerne høre fra borgere, der mener at have set den pågældende VW Passat. Vi er interesserde i alle henvendelser,” siger politikommissær Søren Greve, der endnu ikke kan oplyse, hvorvidt bilen er stjålet eller nummerpladerne er det.

“Jeg kan oplyse, at pågældende reg. nr. ikke er kendt i vores register,” tilføjer han.

Henvendelse i sagen kan ske på tlf. 49 27 14 48 eller 1-1-4.

Publiceret: 01. Februar 2018 12:15
Leveret af Ugebladet
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt