Borger afleverede granat:

Rullemarie tilkaldt til genbrugsplads

Genbrugspladsen i Humlebæk blev onsdag evakueret efter en borger havde afleveret en granat

En gammel granat. Det var hvad en borger onsdag klokken 12.09 kom ind for at aflevere på genbrugspladsen på Bakkegårdsvej i Humlebæk.

Ifølge Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi, var det en granat fra 1931, som borgeren havde i bilens bagagerum.

Da det gik op for personalet, hvad de var i besiddelse af, blev Nordsjællands Politi straks kontaktet.

Beredskabet tog ingen chancer og efterfølgende blev genbrugspladsen evakueret af sikkerhedsmæssige hensyn.

Samtidig blev Hæren Ammunitionstjeneste tilkaldt og tjenesten kørte straks til Humlebæk for at hente granaten.

"Genbrugspladsen var lukket et par timer, indtil granaten blev hentet af Hærens Ammunitionstjeneste kl. 14.", oplyser Henriette Døssing fra Nordsjællands politi.

Publiceret 12 September 2019 12:00