Marianne Holst er klar til åbningen af den nye markedsplads på lørdag, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen klipper snoren. Foto: Peter Mailand

Marianne Holst er klar til åbningen af den nye markedsplads på lørdag, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen klipper snoren. Foto: Peter Mailand

Ny markedsplads er klar til åbning

Lørdag 7. september kan Marianne Holst slå dørerne op til den nye markedsplads i Fredensborg

Markedsplads Borgmester Thomas Lykke Pedersen klipper snoren, når iværksætteren Marianne Holst på lørdag klokken 11 åbner den nye markedsplads, 'Country Market', i gågaden i Fredensborg.

Marianne Holst har i løbet af sommeren arbejdet på, at omdanne den tidligere Nordea filial fra en gammel bank til en hyggelig markedsplads efter sydlandsk forbillede, og i øjeblikket er håndværkerne ved at lægge sidste hånd på projektet.

Efter planen skal der være både være en slagter, en ostemand, en fiskemand og friske grøntsager og frugt. Derfor har Marianne Holst i løbet af sommeren arbejdet på at etablere kontakter til lokale producenter og leverandører i hele Nordsjælland. Og hun kan slet ikke få armene ned.

"Det er gået langt over mine forventninger. Jeg har virkelig fået positiv feedback og respons fra leverandører og lokale folk i byen hele vejen rundt," siger hun til Uge-Nyt.

Sideløbende har Marianne Holst samlet penge ind til ombygningen, og selv om målet var 200.000 kroner, har hun indtil videre indsamlet 130.570 kr. Alligevel er hun godt tilfreds.

Penge til ombygning

"Pengene går til de udgifter der har været i forbindelse med at ombygge den gamle bank til en hyggelig markedsplads," siger hun.

Marianne Holst har udbudt tre forskellige pakker, hvor man støtte projektet med henholdsvis 200 kr., 500 kr. eller 5000 kr. Alligevel har mange været tilbageholdne.

"Der er mange, der har været bekymrede, for hvad nu, hvis det ikke lykkedes at indsamle 200.000 kroner? Ville projektet så ikke blive til noget? Jeg har jo ikke budgetteret med, at jeg får 200.000 kr. Så det er jo bare et spørgsmål om, hvor blødende et sår der skal være," forklarer hun.

'Vi skal tale byen op'

Selv om der har været meget fokus på, at butikslivet i Fredensborg har været trængt, så er Marianne Holst fuld af fortrøstning.

"Vi skal øve os i at tale byen op, i stedet for at tale byen ned. Jeg har hele tiden sagt, at der er et stor uforløst potentiale i Fredensborg. Nu har det her jo nyhedens interesse, og så kommer kunderne. Men så skal vi gøre os fortjent til, at de kommer igen og igen," siger hun.

Marianne Holst mener blandt andet, at det handler om, at butikkerne skal tænke i nye baner.

"Vi skal at trække en streg i sandet og se fremad. Og så må vi spørge os selv, hvad der skal til, og hvad vi kan bidrage med for at gågaden bliver ved med at være et godt sted at være. Og det skal vi gøre ved hele tiden, at være nysgerrige, have nye varer på hylderne og ved at lave events, og skabe spændende aktiviteter," siger hun.

Publiceret 05 September 2019 11:51