Forvaltningen foreslår at lægeklinikken placeres i den østlige ende af biblioteket, der skal rykke sammen og flytte længere mod vest, hvor der i dag er mødelokaler og indgangsparti. I stedet skal de kommunale mødelokaler flyttes til Alexandra House.

Forvaltningen foreslår at lægeklinikken placeres i den østlige ende af biblioteket, der skal rykke sammen og flytte længere mod vest, hvor der i dag er mødelokaler og indgangsparti. I stedet skal de kommunale mødelokaler flyttes til Alexandra House.

Planer om stort lægehus i Fredensborg nedjusteres

Kommunen har planer om at etablere to lægeklinikker ved siden af biblioteket i Fredensborg, men dropper Kiwi-planer

Selv om der er lægemangel i Fredensborg, så er interessen for at flytte sammen i et nyt sundhedshus begrænset. Derfor dropper Fredensborg Kommune planerne om at flytte hele biblioteket ned i de tidligere Kiwi-lokaler, for at lave sundhedshus på 1. sal. Istedet vil kommunen ombygge førstesalen i bygningen, så der både bliver plads til biblioteket og to lægeklinikker.

Det fremgår af et notat fra forvaltningen til politikerne i Fredensborg Kommune.

Region Hovedstaden har godkendt, at der kommer en ekstra læge i Fredensborg, og derfor har Fredensborg Kommune undersøgt mulighederne for at finde et egnet lokale til en større lægeklinik på ca. 400 m2 i Fredensborg.

Undervejs opstod ideen om at flytte biblioteket ned i den tidligere Kiwi-butik og i stedet ombygge biblioteket til et nyt lægehus.

Derfor blev der 3. juni afholdt et møde med en række sundhedsfaglige erhvervsdrivende i Fredensborg, for at undersøge interessen for at være med i et nyt sundhedshus.

Men da der kun er lunken interesse for projektet, så falder planerne om et stort lægehus nu til jorden.

"Efter afdækning af mulige løsninger vurderer administrationen, at den tidligere foreslået løsning om at flytte biblioteket ned i de tidligere Kiwi lokaler ikke længere er aktuel, da der ikke har vist sig interesse for et større sundhedshus i Fredensborg by med et praksisfællesskab og andre sundhedsfunktioner," skriver forvaltningen i notatet.

I stedet kan forvaltningen konkludere, at læge Henrik Rømer fortsat interesseret 'i lokaler til en større lægeklinik også gerne i form af et sundhedshus'. En psykolog er interesseret 'i et enkelt kliniklokale i et større klinikfællesskab', mens 'Fredensborg Sundhedscenter synes, at tanken om et tværfagligt sundhedshus er meget interessant, men vil hellere blive i deres nuværende lokaler, hvis det således gør det lettere at finde lokaler til lægerne', fremgår det af notatet.

I stedet foreslår forvaltningen, at ombygge hele 1. salen så biblioteket rykkes sammen og lægeklinikken placeres i den ende, hvor der i dag er mødelokaler og indgangsparti.

Forvaltningen vurderer, at det alene vil koste 5,6 millioner kroner at etablere de to lægeklinikker.

Men samtidig skal der etableres elevator op til 1. sal og forvaltningen forslår at mødelokalerne flyttes fra biblioteket til Alexandra House.

Samlet vurderer forvaltningen at ombygningen af både biblioteket, det nye lægehus og Alexandra House løber op i 11 millioner kroner.

Sagen blev mandag behandlet i Økonomiudvalget og borgmester Thomas Lykke Pedersen.

"Det er en sag som kommunen har brugt rigtigt mange ressourcer på, og som endnu ikke er afsluttet. Vi leder fortsat efter et egnet lokale, men sagen er i proces," siger borgmesteren til Uge-Nyt og tilføjer at han senere vil mødes med læge Henrik Rømer for at drøfte mulighederne.

.

Publiceret 29 August 2019 09:00