Birthe Løssl og hendes mand Stig Rasmussen, står her på det sted, hvor en støjmåling viste 85 decibel. Ægteparret, der har boet i huset i tre år, er stærkt plaget af støj fra genbrugspladsen Højvangen, der grænser op til deres grund. Foto: Peter Mailand

Birthe Løssl og hendes mand Stig Rasmussen, står her på det sted, hvor en støjmåling viste 85 decibel. Ægteparret, der har boet i huset i tre år, er stærkt plaget af støj fra genbrugspladsen Højvangen, der grænser op til deres grund. Foto: Peter Mailand

Fik afslag på klage:

Naboer plaget af støj fra genbrugsplads i Fredensborg

Fredensborg Kommune har afvist at sætte en støjmur op omkring genbrugspladsen

Klonk! Klonk! Klonk!

"Weekenden har været rigtig hård. Vi kan høre hver eneste flaske, der bliver smidt i containeren. Nu kan jeg ikke mere."

Ordene kommer fra 64-årige Birthe Løssl, der er nærmeste nabo til genbrugspladsen Højvangen i Fredensborg. Genbrugspladsen har åbent alle ugens syv dage fra kl. 10-18 og efterhånden har støjen sat sine spor på Birthe Løssl.

"Jeg er ved at blive stresset af det. Nogle gange kan jeg bare ikke klare det mere og weekenden var rigtig hård," siger hun.

For tre år siden flyttede Birthe Løssl og Stig Rasmussen ind i deres nye hus i udkanten af Fredensborg. Forinden havde hun undersøgt alle forhold i området.

"Jeg vidste godt, at der lå en genbrugsplads her, så jeg kørte herud på stort set alle tænkelige tidspunkter af dagen for at høre, hvor meget det larmede," siger hun.

"Men dengang larmede det ikke særlig meget, for det var før de udvidede pladsen med de lukkede containere og siden har det været et støjhelvede, at bo i," siger hun og tilføjer, at der også bliver bygget meget mere i området.

Genbrugspladsen på Højvangen udvidede for to år siden, hvilket betød, at der kom flere af de store lukkede containere, som Birthe Løssl beskriver som 'dem der larmer mest'.

"Det værste er, når de skal flytte rundt på containerne, for det hyler ofte med en høj skrigende lyd," siger hun.

Modsat andre genbrugspladser, så er der ingen støjmur ved Højvangen og det kan høres, fortæller Birthe Løssl.

"Når folk skal smide træ i en lukket container, så lægger de det jo ikke forsigt ned. Så bliver det smidt ind. Så vi kan høre hver gang, de smider træ i containeren," siger hun og fortsætter:

Lydkonsulenter på besøg

"Når de skal tømme metalcontaineren, så foregår det ved, at der kommer en lastbil med en grab, som smider metallet over i en anden container. Og når den er fyldt, maser de grabben ned, for at klemme det sammen, så der kan være plads til mere metal. Det larmer!," fortsætter hun.

"Når de skal lukke containerne om aftenen, så kan man enten lukke lågen stille i. Eller man kan smække den i. De gør det sidste ovre på pladsen," siger hun.

Efter Birthe Løssl har klaget til Fredensborg Kommune har hun haft besøg af flere lyd-konsulenter.

"Der var en kvinde herude, men lige den dag, var der ikke så meget larm. Så da hun var ved at gå igen, kom der pludselig et ordentlig brag og der målte hun 85 decibel ude ved garagen," siger hun.

Birthe Løssl har boet i huset i tre år og efterhånden er støjbegyndt at sætte sine spor på den tidligere fængselsbetjent.

"Du ved ikke, hvornår det støjer og du ved ikke, hvor meget det støjer, så det er ikke en lyd du kan planlægge efter," siger hun.

"Nogle gange, når det bliver for meget, må jeg køre en tur i skoven for at trække lidt frisk luft," siger hun og tilføjer:

"Vi lufter også mindre ud, fordi vi ikke kan klare støjen."

Familien er ved at opføre en overbygget terrasse mod syd. Når den står færdig med en glasvæg mod syd, håber de, at de får lidt fred fra larmen.

Nabo bakker op

Birthe Løssl bakkes op af naboen, Gregers Larsen.

"Nogle gange buldrer og brager det derovrefra, og når de smider flasker i kan vi jo høre det. Og når de tømmer containerne klokken halv syv om morgenen så larmer det virkelig meget," siger han og tilføjer:

"Nogle gange kommer der nogle ordentlige brag, hvor det lyder som en eksplosion derovre fra, og så tænker man lige: Er de nu færdige, eller bliver de ved?," siger han.

Gregers Larsen har boet i sit nuværende hus i ét år.

"For et stykke tid siden mødte jeg en mand, derovre der stod med en mikrofon. Så spurgte jeg, hvad han lavede? Han fortalte, at han var ved at lave en støjmåling. Så sagde jeg, at han da ikke skulle stå fremme med mikrofonen midt i det hele, hvis han ville have et retvisende billede, af hvor meget det larmer. Så skulle han da gemme sig. Men så kom der en lastbilchauffør der skulle skifte en container. Så gik han hen til chaufføren og fortalte, at han var ved at foretage en støjmåling. Og så kan det ellers nok være at chaufføren satte containeren ligeså forsigtig ned, så det nærmest ikke sagde en lyd," fortæller han.

Kommunen afviser klager

Fredensborg Kommune har afvist, naboernes klager og vil ikke pålægge Norfors, at opføre en støjmur.

Det fremgår af et svar fra Fredensborg Kommune:

"Der er foretaget en særdeles grundig behandling af naboernes klager og der er nu faldet en afgørelse.[...] Det er administrationens vurdering, at den reviderede støjredegørelse er retvisende, og at Højvangen Genbrugsplads dermed overholder de [...] fastsatte støjgrænser på klagernes ejendomme..." [...]Der er dermed ikke noget i støjforholdene, der giver anledning til, at vi som myndighed kan kræve at genbrugspladsen foranstalter støjdæmpning eller flytter deres aktivitet," skriver forvaltningen i et svar.

Men nu får de støjplagede naboer politisk opbakning fra viceborgmester Ulla Hardy-Hansen (K).

"Genbrugspladsen er for lille og den plager omgivelserne med et inferno af støj. Den tager overhovedet ikke hensyn til naboerne og generne er stærkt stigende, da den - modsat alle andre - ikke er forsynet med nogen form for støjmur," siger hun.

Derfor vil Ulla Hardy-Hansen nu have sagen i byrådet.

"Jeg mener godt, at vi som kommune kan beskytte vores borgere, og hjælpe Norfors med at etablere en støjmur," siger hun til Uge-Nyt.

Publiceret 20 August 2019 06:00