Per Frost Henriksen dropper Folketinget og satser i stedet på byrådsarbejdet i Fredensborg. Arkivfoto.

Per Frost Henriksen dropper Folketinget og satser i stedet på byrådsarbejdet i Fredensborg. Arkivfoto.

Trækker sig fra landspolitik:

Per Frost dropper Folketinget

Per Frost Henriksen (S) vil i stedet satse lægge alle kræfter i byrådet

Per Frost Henriksen opgiver landspolitik og opstiller ikke til folketinget igen. Det siger han til Uge-Nyt.

"Det var en klar aftale inden valget, at det kun var denne ene gang jeg stillede op som Folketingskandidat for Fredensborgkredsen. Det blev et pænt valg i egen kreds ved folketingsvalget i juni måned, men det rakte ikke til en plads i folketinget. Nu satser jeg fuldt ud på byrådsarbejdet og kommunalvalget i 2021," siger han.

Per Frost Henriksen fik 1502 stemmer ved folketingsvalget, hvor det skinnede igennem, at han er meget lokal. Langt de fleste stemmer blev sikret på hjemmebanen i Fredensborg og Hørsholm kommuner.

Per Frost Henriksen er dog ikke skuffet over resultatet.

"Lokalt fik jeg et godt valg, men undervejs sagde folk også til mig: Per, vi skal nok stemme på dig, men det er jo her du skal være. Og det er rigtigt. Jeg har været i lokalpolitik i halvdelen af mit liv og det vil jeg fortsætte med," siger han og tilføjer:

"Jeg har taget én for holdet og det var spændende at være med i valgkampen og en god fornemmelse, at være med til at få valgt Mette Frederiksen som ny Statsminister. Det var sliddet værd og jeg knoklede til det sidste, selvom jeg vidste at mine egne chancer ikke var så store for at blive valgt. Og så er jeg også begejstret for, at vi i det Nordøstlige hjørne af Sjælland fik valgt Henrik Møller, S ind. Henrik og jeg havde et godt samarbejde undervejs, hvor vi hjalp hinanden på tværs af kredsene," siger han.

Per Frost Henriksen har meddelt Fredensborgkredsen i Socialdemokratiet, at han ikke genopstiller.

"Da jeg blev valgt som folketingskandidat gjorde jeg det klart, at det kun var ved dette ene valg i juni jeg stillede op. Det betyder, at jeg lægger alle mine kræfter i byrådsarbejdet i Fredensborg Byråd, som formand for Børne- og Skoleudvalget og gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe og allerede nu bebuder at jeg genopstiller ved kommunalvalget i november 2021, med det sigte, at styrke den socialdemokratiske indsats og sikre genvalg til borgmester Thomas Lykke Pedersen. Jeg har kunnet mærke, at der ved denne valgkamp har været meget mere fokus på dobbeltmandater end tidligere, derfor at det vigtigt for mig at signalere, at det er byrådsarbejdet i Fredensborg jeg satser på og der min energi forsat skal lægges," siger han.

Fakta

Udover at være byrådsmedlem og formand for Fredensborg Kommunes Børne- og Skoleudvalg er Per Frost Henriksen formand for idrætsorganisationen DGI Nordsjælland med over 140.000 medlemmer, Næstformand i VisitNordsjælland, medlem af FGU Øresunds bestyrelse, bestyrelsesmedlem i Rungsted Gymnasium, medlem af Nationalparkrådet for Kongernes Nordsjælland. Per Frost Henriksen modtog først på året Ridderkorset

Publiceret 08 August 2019 15:13