Indehaver af tøjbutikken Franci, Bente Bjerre, frygter at kunderne vil blive skræmt væk, under arbejdet med ny belægning i Jernbanegade. Foto: Peter Mailand

Indehaver af tøjbutikken Franci, Bente Bjerre, frygter at kunderne vil blive skræmt væk, under arbejdet med ny belægning i Jernbanegade. Foto: Peter Mailand

'Jeg lukker, hvis der kommer ny belægning'

Flere butikker i Fredensborg frygter, at arbejdet med ny belægning på hovedgaden, vil skræmme kunderne væk

Fredensborg Kommune vil lægge ny belægning på Jernbanegade i Fredensborg. Men selvom byen nu skal have et ansigtsløft, så falder planerne ikke i god jord hos flere butiksejere.

Én af dem er Bente Bjærre, der er indehaver af tøjbutikken Franci.

"Hvis de lægger ny belægning på, så der er der ikke mange butikker tilbage, når de er færdige," siger hun og tilføjer:

"Det er alvorligt det her. Jeg lukker, hvis de lægger ny belægning på," siger hun til Uge-Nyt.

Bente Bjærre mener, at handlen i forvejen er så tyndslidt, at der ikke skal meget uro til at vælte det hele.

"Vi kan jo se, at der er flere butikker, der nu lukker. Jeg har måske én af de mest veldrevne butikker i gaden. Så hvis de lægger ny belægning på, så lukker jeg butikken fra dag ét, for jeg vil ikke bare sidde og se, at kunderne forsvinder ligeså langsomt," siger hun.

I følge Fredensborg Kommune vil arbejdet med den nye belægning kunne færdigøres på seks uger. Men det ændrer ikke noget.

"Jeg tror ikke på, at de kan gøre det på seks uger," siger hun.

Selv om Fredensborg Kommune har afsat 20 millioner kroner til at opgradere hele bymidten i Fredensborg som også omfatter ny belægning i Jernbanegade, så mener Bente Bjærre, at penge kunne bruges bedre.

"Der kommer ingen nye kunder i gaden og butikkerne fordi gadebelægningen er skiftet ud. De skulle hellere sørge for at reparere de hængepartier der er og, lave nogle flere arrangementer og skabe noget mere liv i byen. Vi kan jo se, at der er mange mennesker og folk kommer, når der er byfest og Slotsmarked," siger hun.

Bente Bjærre erkender, at byen trænger til et ansigtsløft.

"Vi har en pæn og hyggelig by, der hænger sammen med slottet. Vi har flotte gadelamper, men de er vinde og skæve. Alt er slidt ned. Jeg tænker, at hvis man reparerede alle de hængepartier der er, ville vi kunne få en smuk by, hvor det er rart at færdes, og vi havde en lille chance for at vi kunne bevare handelslivet og tiltrække nye iværksættere til de tomme lokaler i Jernbanegade," siger hun.

Publiceret 18 June 2019 06:00