CPH Polo Club har etableret sig på Lyngbækgård i Nivå med en unik opvisningsbane ud til Strandvejen og Øresund.

CPH Polo Club har etableret sig på Lyngbækgård i Nivå med en unik opvisningsbane ud til Strandvejen og Øresund. Foto: CPH Polo Club

Blev direktør for poloklub ved et tilfælde

En stribe af tilfældigheder gjorde Christian Green til direktør for Danmarks eneste poloklub

Af
Peter Mailand

Christian Green var ejer af et reklamebureau og interesserede sig ikke for heste. Det ændrede sig, da han fyldte 37 år i 2014, hvor han af kæresten fik en prøvetime i polo hos Copenhagen Polo Club.

"Hun sagde: Du er vild med fart og action, så du skal have en times polotræning," fortæller han. "Og jeg blev fuldstændig grebet af det. Jeg har aldrig haft en passion før. Det her blev jeg fuldstændig bidt af."

Så han meldte sig ind i poloklubben.

Christian Green trængte til at komme væk fra København. Han og kæresten lejede derfor en gård ved Kokkedal for at prøve livet på landet. Da poloklubben kort tid efter manglede et godt sted at være, og den daværende ledelse havde hørt noget om, at Christian var flyttet på landet, tog de kontakt til ham og spurgte, om klubben kunne være hos ham. Inden han fik set sig om, havde han overtaget hele projektet. Men han savnede et bedre sted til at drive klubben videre.

Uden forretningsmodel

Han tog derfor en tur rundt i området nord for København for at se på gårde og egnede ejendomme, og var tæt på at opgive hele projektet. Indtil han kom til Lyngebækgård, der ligger i Nivå med udsigt over Øresund.

Christian Green blev selv bidt af polosporten og overtog simpelt hen CPH Polo Club.

Christian Green blev selv bidt af polosporten og overtog simpelt hen CPH Polo Club. Foto: CPH Polo Club

"Da jeg kørte op af alléen vidste jeg, at her skulle det være," siger han, der nu stod med stedet, men uden forretningsmodel..

"Jeg ville bare spille polo. Nu stod jeg med en klub," siger har og fortæller, at folk advarede ham og mindede ham om, at det ikke kunne løbe rundt. Så blev jeg stædig og tænkte: Polo, det har nogle værdier og kan et eller andet."

Polterabend til hest

Siden har Christian Green arbejdet med at få forretningen i gang, der i dag står på tre ben: Der er poloklubben, hvor 20 medlemmer hver uge træner polo en til to gange om ugen. Der er større og mindre begivenheder som polterabender og firmafester. Og der er teambuilding.

"De første år havde vi virksomheder på besøg til polo teambuilding en-to gange om året. Nu er det en til to gange om ugen, vi arrangerer teambuilding, lederkurser og lignende. Det er et fedt alternativ til klassiske firmaaktiviteter som gocart og bowling at man kan komme herud og prøve en helt anderledes aktivitet ," siger han.

Plug-and-play-polo

Copenhagen Polo Club har nu fast base på Lyngebækgård, hvor klubben lejer sig ind i staldbygninger med 20 heste. Der stilles store krav til dem, så gæsterne kan føle sig trygge ved at spille polo på en hest de ikke kender. Det kræver, at hestene er trænet, så de altid er i topform.

Polo har ry for at være en eksklusiv sport. Det er den blandt andet, fordi så få dyrker den.

Polo har ry for at være en eksklusiv sport. Det er den blandt andet, fordi så få dyrker den. Foto: CPH Polo Club

"Det er unge sportsheste, som vi selv træner op og som skal trænes og rides hver dag," siger han. Det er der i Copenhagen Polo Club to fastansatte og nogle studentermedhjælpere til at tage sig af.

Christian Green samarbejder i dag med en række virksomheder i området, blandt andet Kokkedal Slot, der henviser internationale gæster til Lyngebækgård.

"Polo er jo ikke en sport, hvor man nødvendigvis skal have sin egen hest med. Man kan rejse hele verden rundt, og så lejer man en, hvor man kommer frem. Det er plug-and-play," siger han.

Drømmen: Polo-picnic

Christian Green har en vision om at gøre polospillet mere udbredt.

"Jeg kunne godt tænke mig, at der henover sommeren løbende var polokampe herude, hvor folk kom herud, holdt picnic ved bagsmækken af deres bil, ligesom man går til galopløb i Charlottenlund," siger han.

Eksklusiviteten

Polo har ry for at være en rasende dyr og eksklusiv sport. Det er den også mange steder, og Christian Green medgiver, at "man skal have penge".

"Men ikke så mange som mange tror. For 5000 kr. om året kan man gå til polo," forsikrer han. Og selv om det ser voldsomt ud, når polohestene tonser derudaf med 50 km i timen, skal ramme en hård bold på jorden med en stor kølle for at drive den frem mod målet, og støder ind i hinanden med stor fart, er det ifølge Christian Green en tilgængelig sport.

"Hestene herude er trænet til det. Enhver - undskyld udtrykket - idiot kan ride dem. Selv om du kommer uden at have prøvet det før, kan du ride en polohest efter to timer," fastslår Christian Green.

Publiceret 15 June 2019 09:00