For Kristian Hegaard er det en plads i Folketinget en gammel drøm der går i opfyldelse. Foto: Peter Mailand

For Kristian Hegaard er det en plads i Folketinget en gammel drøm der går i opfyldelse. Foto: Peter Mailand

Kristian Hegaard: Det er fuldstændig fantastisk

Med 1945 personlige stemmer er Kristian Hegaard klar til Folketinget

Torsdag blev en usædvanlig lang dag for den radikale folketingskandidat Kristian Hegaard. For efter et godt valg til Radikale Venstre der fik to mandater i Nordsjælland, skulle de personlige stemmer først tælles op i Fredensborg-kredsen, hvor han kl. 12.30 kunne notere, at han havde fået 715 personlige stemmer i Fredensborg.

Men alligevel gik der flere timer, og først kl. 16.30, da samtlige personlige stemmer i Egedalkredsen var talt op kunne Kristian Hegaard endelig konstatere, at han skal ind i Folketinget.

Med ialt 1945 personlige stemmer får han det andet mandat i Nordsjælland. Dermed kan den 28-årige jurist fra Humlebæk se frem til en plads på Christiansborg. Han bliver den første folkevalgte i kørestol.

"Det har været nogle lange timer. Men lige så ulideligt det har været at vente på det endelige resultat, ligeså fantastisk er det, at det nu går i opfyldelse," siger han.

Men selv om Kristian Hegaard nu er blevet valgt til Folketinget, så fortsætter han i byrådet i Fredensborg.

"Jeg har snakket med en del der gerne ville have at jeg blev siddende i byrådet, så det har jeg snakket med partiet om og det er der fuldstændig klare retningslinjer for hvordan det skal være," siger han.

Kristian Hegaard ved, hvad han går ind til.

"Det gjorde jeg også da jeg sad i to måneder som afløser for Martin Lidegaard. Der kom jeg til alle byrådsamøderne, så det er der ingen problemer i," siger han.

Men selv om Kristian Hegaard nu kan skrive medlem af Folketinget på visitkortet, så skal det først fejres.

"Nu skal jeg drikke gin-tonic med alle de frivillige, der har hjulpet mig," siger han.

Publiceret 07 June 2019 10:00