Kristian Hegaard mener, at et tættere samarbejde med EU er vejen frem for at løse problemer med klima og flygtninge. Foto: Peter Mailand

Kristian Hegaard mener, at et tættere samarbejde med EU er vejen frem for at løse problemer med klima og flygtninge. Foto: Peter Mailand

Kristian Hegaard: "Europa eller kaos"

Et tættere samarbejde med EU er vejen frem, hvis problemerne med klima og flygtninge skal løses. Og så skal hele uddannelsessystemet have et løft, mener Kristian Hegaard (R)

Uddannelsessystemet skal genoprettes, der skal indføres minimumsnormeringer i daginstitutionerne og så skal symbolpolitikken væk.

Det er bare et lille udpluk af de mærkesager som Kristian Hegaard (R), håber kan bane vejen til en plads i Folketinget. Og Hegaard mener først og fremmest, at et tættere samarbejde med EU, er vejen frem, hvis fremtidens udfordringer med klima og flygtninge skal løses.

"Jeg siger 'Europa, eller kaos'. Jeg mener, at EU er vigtigere end nogensinde. Med de forandringer der sker i verden, hvor vi ikke længere kan være sikre på, hvordan Donald Trump i USA og på den anden side Rusland og Kina, er vi nødt til at rykke tættere sammen i EU, for at finde fodfæste der," siger han.

Står det til Kristian Hegaard, skal alle fire EU-forbehold fjernes.

"Først og fremmest skal vi have afskaffet forsvarsforbeholdet, og så må vi efterfølgende tage de andre forbehold ét ad gangen," siger han.

Kristian Hegaard peger på klimaproblemerne som et godt eksempel på et problem, vi ikke kan løse alene i Danmark.

"Derfor skal vi arbejde tæt sammen i EU, og jeg mener, at Danmark skal være foregangsland på klimaområdet og inspirere EU og resten af verden," siger han.

Uddannelse er vigtig

Kristian Hegaard vil også genoprette uddannelsessystemet, som han mener er blevet udsultet hele vejen op.

"Uddannelse er den vigtigste ressource i vores samfund. Det starter med de første 1000 dage, som er de vigtigste. Her skal vi læne os op ad fagkundskaben og sikre, at der bliver skabt de bedste rammer for vores børn. Det starter fra børnene er helt små. Derfor skal vi have indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne, hvor vi sætter barren højt, så vi får skabt nogle gode rammer, for vores børn," siger han.

Kristian Hegaard vil også give flere ressourcer til folkeskolen.

"Folkeskolen skal have én milliard mere, og de skal ikke øremærkes fra start. Vi skal som politikere have tillid til, at folkeskolen selv kan bestemme, hvordan pengene bruges bedst," siger han.

Kristian Hegaard mener at tillid er vejen frem.

"Vi skal afskaffe de nationale test, hvor børn i 1. og 2. klasse bliver spurgt om ting, som de fleste ikke kan svare på. I stedet skal det lade være op til den enkelte lærer, som netop er uddannet til at evaluere børnene. Her skal vi igen læne os op af fagkundskaben og have tillid til, at de enkelte skoler, selv kan håndtere, at det bliver gjort på en fornuftig måde," siger han.

Penge til gymnasier

Står det til Kristian Hegaard skal gymnasierne have tilført penge, så de nedskæringer, de har været underlagt, siden 2016, helt fjernes.

"Vi er det eneste parti, der vil rulle besparelserne af gymnasierne helt tilbage og tilføre ekstra midler," siger han.

Kristian Hegaard vil også give de studerende på universiteterne friere rammer til at selv at bestemme.

"Jeg mener, at uddannelsesloftet skal fjernes. Det er virkelig en forældet tankegang at lægge begrænsninger for uddannelse af unge. Det er fuldstændig tåbeligt, at fastlåse de unge på, at de kun må tage én uddannelse," siger han og uddyber:

"Fremadrettet skal vi være mere omstillingsparate. For 20 procent af det arbejdsmarked, som de unge, der i dag går i 8. klasse, kommer ud til, når de er færdige, eksisterer ikke i dag," siger han.

Kristian Hegaard vil også skabe bedre muligheder for udlandsrejser.

"Vi har sagt til vores unge studerende, at de skal rejse ud i verden og komme tilbage med den erfaring, som er guld værd for vores samfund. Og så nytter det ikke noget, at de unge kommer i klemme i systemet, fordi de har været væk fra Danmark i mere end syv år. Jeg tror på, at kærlighed er grænseløs. Og så skal staten da ikke komme og sige til folk, at de ikke må finde en ægtefælle i udlandet," siger han.

Nej til symbolpolitik

Kristian Hegaard vil have afskaffet symbolpolitikken.

"Vi skal væk med symbolpolitikken. Det er fuldstændig spild af penge at bruge 759 millioner kroner på at flytte nogle flygtninge fra Jylland ud på en øde ø. For det løser ikke nogen problemer," siger han og uddyber:

"Væk med begrænsninger for kærlighed, smykkeloven, burkaloven, håndtryksloven og grænsekontrollen. Danmark har flere tusinde kilometer kyststrækning. Det er en falsk tryghed at tro, at man vælger at passere det punkt, hvor der står to grænsebetjente for at komme ind i landet. Vi skal i stedet fokusere på at styrke EU’s ydre grænser. Ved at stoppe den symbolpolitiske grænsekontrol kan vi tilbageføre ressourcerne til at styrke det lokale politi her i Nordsjælland," siger han.

I stedet vil Kristian Hegaard bruge penge på forebyggelse.

"Jeg vil spørge det lokale politi om, hvordan de mener, at pengene til forebyggelse bedst kan bruges," siger han

Publiceret 31 May 2019 08:02