Per Frost Henriksen. Arkivfoto.

Per Frost Henriksen. Arkivfoto.

Skoleformand: "Jeg kan ikke genkende billedet"

Formanden for Børne- og skoleudvalget, Per Frost Henriksen (S) afviser kritikken fra forældrene, men går gerne i dialog med forældrene

Daginstitutioner Per Frost Henriksen (S), der er formand for Børne- og skoleudvalget i Fredensborg Kommune afviser kritikken fra forældrene.

"Jeg kan ikke genkende det billedet med mere end 20 børn per voksen i vores institutioner. Det lyder helt vanvittigt," siger han og tilføjer:

"Jo, vi har dygtige medarbejdere og de løber stærkt, men mit indtryk fra de forældre, personale og ledere som jeg taler med er, at der generelt ydes en rigtig god indsats med børnene. Og ja, der er færre voksne i ydertimerne, men også færre børn og ja vores medarbejdere skal have en pause i løbet af en arbejdsdag, men arbejdet søges altid tilrettelagt, så der er aktiviteter med børnene - også når de voksne på skift holder pause," siger han.

Per Frost Henriksen mener, at Fredensborg Kommune, har en højere normering for de 0-3-årige end resten af landet.

Højere normering

"I følge Danmarks Statistik har kun 10 kommuner i Danmark en højere normering på 0-2 års området end vi har - eller sagt med andre ord 87 kommuner har samme eller en dårligere normering end Fredensborg Kommune. På 3-5 års området er det tre fjerdedele af kommunerne der har samme eller dårligere normering. Om det er godt nok - det er selvfølgelig en subjektiv vurdering. Jeg så som nævnt gerne at vi lå endnu højere - og derfor har vi også løftet børneområdet både i 2018 med 3 millioner kroner årligt, og i 2019 med yderligere 2,3 millioner kroner årligt," siger han.

Per Frost Henriksen er dog enig i forældrenes kritik af serviceloftet som Kommunernes Landsforening (KL) har indgået med regeringen. Serviceloftet betyder, at Fredensborg Kommune ikke kan ansætte flere pædagoger.

"Jeg er helt enig i, at det serviceloft skal fjernes, hvis det var væk, kunne vi også hæve serviceniveauet i daginstitutionerne endnu mere," siger han til Uge-Nyt.

Publiceret 23 April 2019 06:00