Uddeler Bo Kristensen og den snart forhenværende bestyrelsesformand Jonna Andersen, da SuperBrugsen i Fredensborg for to år siden fejrede 125 års jubilæum.

Uddeler Bo Kristensen og den snart forhenværende bestyrelsesformand Jonna Andersen, da SuperBrugsen i Fredensborg for to år siden fejrede 125 års jubilæum. Foto: Peter Mailand

Stolt formand siger farvel:

De kender os rigtig godt derude

Jonna Andersen, formand for SuperBrugsens bestyrelse gennem 15 år, falder for aldersgrænsen

Af
Fred Jacobsen

"Jeg har jo vidst det i mange år. Jeg vil savne dynamikken, og det vil da være med lidt kriller i maven, når jeg følger med fremover."

Det er ikke helt frivilligt, at Jonna Andersen, der fyldte 70 år 20. marts, forlader formandsposten, når der er generalforsamling i Fredensborg og Omegns Brugsforening torsdag 25. april. Formanden gennem 15 år falder for den aldersgrænse, foreningen selv har bestemt - og det betgyder, at der skal vælges en ny, når de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer efter valget sætter sig sammen for at konstituere sig. Derfor kommer der heller ikke noget bud fra den afgående formand, hvem der skal afløse hende.

Stor respekt

Når Jonna Andersen taler om dynamikken, hun kommer til at savne, så dækker det over det tætte samarbejde, hun har haft med brugsuddeler Bo Kristensen se seneste mange år. Ikke mindst flytningen fra Benediktevej til Humlebækvej - og udviklingen her til landets største SuperBrugsen - har fyldt meget. I tid, men også med stolthed.

"Vi har ikke bare formået at banke landets største omsætning pr. kvadratmeter op. Der står også stor respekt om SuperBrugsen Fredensborg ude i landet som noget særligt," fortæller Jonna Andersen, som i sin sidste beretning overhovedet vil dele noget af de vigtige nedslagspunkter med generalforsamlingens deltagere.

Det er blandt andet også, at den gamle forretning på Benediktevej nu langt om længe er brudt ned og forsvundet fra overfladen, og at der snart skyder nye lejligheder op på grunden. Et af de projekter, der har fyldt meget i Jonna Andersens formandsperiode.

"Jeg vil skyde på, at vi det seneste års tid har snakket sammen to gange om ugen," fortæller brugsuddeleren om samarbejdet, og fortsætter: "At SuperBrugsen Fredensborg er den succes, den er, er ikke mindst Jonnas fortjeneste."

En kop kaffe på to timer

Det har været samtaler, hvor det også har været nødvendigt at håndtere uenigheder.

"Jamen så kan det være, jeg drikker kaffe med Bo i to timer," lyder formandens opskrift på den del af samarbejdet. Hun mener dog, som brugsuddeleren, ikke, der har været uenighed om de store sager.

"Altså, der er spørgsmål, som man ved, man ikke skal stille til formanden," fortæller fra Bo Kristensen, der ud over det daglige samarbejde fremhæver Jonna Andersens indsats og fine omdømme i andelsbevægelsen på landsplan, hvor hun i mange år har været en del af Coops landsråd.

Vil blive savnet

"Jonna er dybt optaget af andelstanken og vil blive savnet rundt omkring i Danmark," siger Bo Kristensen.

Jonna Andersen forlader et SuperBrugsen Fredensborg i absolut topform, som med næsten 200 millioner kr. i omsætning er den SuperBrugsen i landet med størst omsætning pr. kvadratmeter.

"Jeg håber, at den bliver ved med at være det," siger hun med henvisning til, at forretningen ikke får lov til at udvide - og at der er kamp om kunderne.

"Og jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor folk gider at køre omvejen omkring forretningerne nede i Kokkedal i stedet for at køre lige hjem og handle her," lyder det fra den afgående formand.

Publiceret 15 April 2019 11:00