Bent Bonde fra Wellness Nordic fik overrakt prisen den 9. april.

Bent Bonde fra Wellness Nordic fik overrakt prisen den 9. april.

Humlebæk-firma vinder pris for velfærdsteknologi

Virksomheden Wellness Nordic fra Humlebæk vinder pris for udbredelse af sundheds- og velfærdsteknologi

Firmaet Wellness Nordic, med adresse i Humlbæk, vinder årets 'Welfare Tech Award' "for sit store engagement og aktive bidrag til udbredelse af sundheds- og velfærdsteknologi i Danmark".

Det er tredje år i træk Welfare Tech uddeler prisen, og vinderen er fundet blandt et stærkt felt af offentlige og private aktører fra sundhedssektoren. Prisen belønner et aktivt, engageret medlem, der har ydet en særlig indsats og skabt værdi for andre i den velfærdsteknologiske klynge, Welfare Tech.

Wellness Nordic fik overrakt prisen den 9. april, og det glæder administrerende direktør, Bent Bonde.

"Wellness Nordic Gyngestolen er et nicheprodukt, der retter sig specielt imod demensplejen, og produktet og kategorien fandtes ikke på markedet, da vi lancerede det for syv år siden. Vi startede så at sige fra nul og er kommet dertil, hvor vi er i dag, ved at bygge vores markedsposition op baseret på massiv markedsbearbejdning og på netværk. Welfare Tech har i den sammenhæng været det unikke netværk, hvor vi møder brugere, vidensinstitutioner, testmiljøer og andre producenter, og netværket har været en helt afgørende faktor for vores succes, siger han i en pressemeddelelse.

Wellness Nordic arbejder indenfor velfærdsteknologi med hjælpemidler til kognitiv og sensorisk stimulation til borgere med demens, ADHD, Autisme Spektrum Forstyrrelser og hjerneskade. Virksomheden er særligt kendt for Wellness Nordic Gyngestolen til gyngestolsterapi og Wellness Nordic Sengegyngen, der yder gyngeterapi til sengeliggende.

Som vinder af netværksprisen Welfare Tech Award 2019 hyldes Wellness Nordic i særlig grad for at samarbejde aktivt med andre virksomheder, der ligesom Wellness Nordic blandt andet arbejder med sansestimulerende løsninger til mennesker med demens.

Christian Graversen, der er direktør i Welfare Tech, begrunerr prisen med at Humlebæk-firmaet er rollemodeller.

"Wellness Nordic bidrager til en netværkseffekt i Welfare Tech medlemskreds. Det gør de ved positivt og konstruktivt at skabe indhold i netværket gennem præsentationer, artikler og deltagelse på udstillinger og videnrejser. Egne erfaringer fra Danmark og internationale markeder deles åbent til gavn for andre Welfare Tech medlemmer. Wellness Nordic er rollemodeller i samarbejde med andre virksomheder ved at involvere dem i Welfare Techs aktiviteter og ud på internationale markeder. Alt dette bliver skabt af et dygtigt, professionelt og proaktivt team i Wellness Nordic, som er givende at arbejde med – de fremmer collaborative innovation," siger han.

Publiceret 11 April 2019 11:00