Fremover skal borgerne selv sortere affaldet i flere beholdere. Arkivfoto.

Fremover skal borgerne selv sortere affaldet i flere beholdere. Arkivfoto. mitifoto - stock.adobe.com

Fredensborg Kommune får ny affaldsmodel

Fremover får alle husstande i Fredensborg Kommune to ekstra skraldespande

Fremover skal alle husstande i Fredensborg Kommune have to ekstra skraldespande stående foran. For det bliver den såkaldte to-kammer løsning, der bliver indført som ny affaldsmodel i Fredensborg Kommune. Det vedtog byrådet mandag aften.

Byrådet besluttede to-kammer løsningen på baggrund af anbefalingerne rapporten fra Rambøll, der havde analyseret to forskellige muligheder for affaldssortering: Sortering efter den såkaldte to-kammer model og optisk sortering.

Efter tre års sagsbehandling er valget nu faldet på den såkaldte to-kammer løsning, hvor borgerne selv skal sortere affaldet i flere beholdere. Her skal affaldet sorteres efter glas, papir, metal, plast samt pap og restaffald. Hertil kommer madaffald.

Forud er gået tre års sagsbehandling, hvor byrådet er gået som katten om den varme grød og senest i starten af marts udskød politikerne igen at træffe en beslutning.

Rambøll-rapporten udløste dog op mod 30 spørgsmål fra flere byrådsmedlemmer, hvorefter borgmester Thomas Lykke Pedersen bad om at få sagen hastebehandlet. Derfor var der indkaldt til ekstraordinære møder i både Infrastruktur- og teknikudvalget inden dagens møde i byrådet.

Da sagen blev behandlet i byrådet var der også en vis lettelse at spore hos flere byrådsmedlemmer, efterhånden som det stod klart, at sagen ville blive vedtaget med et klart flertal.

Sagen blev stemt igennem med 23 stemmer for og fire imod.

Blandt dem der stemte imod er Carsten Nielsen (S), der længe har kæmpet for en optisk løsning.

"Selvom der nu er flertal for to-kammer løsningen, så kommer jeg ikke til at stemme for. Men jeg glad for, at jeg har været med til at udvide ordforrådet, så vi alle idag ved, hvad optisk sortering er. Det vidste vi ikke for et år siden. Men jeg er glad for, at vi kan sige, at vi har undersøgt alle muligheder. Og jeg er glad for, at vi i dag med sindsro kan sige, at vi læner os op ad eksperterne," siger han.

Formanden for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, Lars Simonsen, har hele vejen igennem kæmpe for en to-kammer løsning.

"Inden 2022 er vi – ligesom alle landets kommuner - forpligtet på at genanvende mindst 50 pct. af vores husholdningsaffald. Det kræver, at vi sorterer affaldet langt bedre end i dag. Ved at indføre de nye beholdere – som er en velkendt og enkel model - kommer vi hurtigt et stort skridt videre, " sagde han.

Også Thomas von Jessen (K) stemte for.

"Efter vores samlede vurdering er to-kammer løsningen den mest gennemprøvede. Den bruges i flere kommuner og der er meget mere erfaring med den," sagde han.

Til sidst kunne borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) runde debatten af:

"Jeg er glad for, at vi kan sige, at vi læner os op ad ekspernerne. Vi er endt med en effektiv og velafprøvet model, som i dag fungerer godt i mange andre kommuner i landet. Jeg er glad for, at borgerne i Fredensborg Kommune nu får langt bedre mulighed for at sortere deres affald, så væsentligt mere af affaldet kan blive genbrugt i stedet for at blive brændt af", sagde han.

Publiceret 25 March 2019 21:08