Det Kongelige Teaters ballet besøger Fredensborg i juni.

Det Kongelige Teaters ballet besøger Fredensborg i juni. Foto: AdobeStock

Tylskørt og tåspidsesko på slottet:

Nu kommer sommerballetten igen til Fredensborg

18. juni rammer Det Kongelige Teaters sommerballet Fredensborg for første gang i 11 år

Af
Fred Jacobsen

Efter 11 års pause kan Fredensborg Slot se frem til igen at danne kulisse for tåspidsesko, tylskørt og trikot i bevægelse, når Det Kongelige Teaters ballet går på sommerturné. Det gør den i juni, og tirsdag 18. juni rammer den kongelige karavane Fredensborg til den næstsidste af i turnéens ti forestillinger.

Venter 2000 tilskuere

Det er en begivenhed, politikerne i Fredensborg Kommunes kulturudvalg hilser så meget velkommen, at de har spyttet 125.000 kr. i bakken for at få begivenheden til byen.

Pengene skal dels bruges til dels at få balletten til kommunen - det alene koster 75.000 kr. -, dels til at gøre klar til at tage imod de ca. 2000 tilskuere, som arrangementet ventes at kunne tiltrække: Der skal være toiletvogne, beholdere til affald og personale før, under og efter forestillingen, blandt andet til også at rydde op bagefter.

Og så koster det også en slat at leje området Fredensborg Slotspark til forestillingen. Normalt koster det 35.000 kr., men det er en udgift, kommunen og Det Kongelige Teater er blevet enige om at dele.

Droppet sidste år

I 2007 og 2008 gæstede Det Kongelige Teaters ballet senest Fredensborg, som også i 2018 var et stop på turnéen. Det blev dog ikke til noget, fordi der kom et andet arrangement i Kongehuset i vejen.

Sommerballetten er ifølge balletmester Nikolaj Hübbe "et af kompagniets højdepunkter" og giver publikum en forsmag på den forestående sæsons forestillinger. Det er gratis, og der vil være mange, der benytter lejligheden til at tage til forestillingen i det fri med en picnickkurv og et tæppe under armen.

Balletten besøger ti byer mellem 9. og 19. juni. Turnéen er dermed dobbelt så stor som den plejer at være.

Publiceret 17 March 2019 09:00