Se billederne: Sådan bliver fremtidens bymidte i Nivå

Fredensborg Kommune, KFI og Realdania har fundet rådgivere til Nivå bymidte

En aktiv bymidte med et koncentreret byliv langs et centralt strøg, der kobler de vigtigste funktioner med hverdagsliv og handelsliv for at sikre tryghed, aktivitet og liv i øjenhøjde. Veldisponerede byrum og klare forbindelser skaber god sammenhæng med naturen og den eksisterende infrastruktur omkring bymidten.

Sådan lyder forslaget til fremtiden bymidte i Nivå som rådgiverne fra ADEPT, CFBO og Everyday Studio har udarbejdet.

For det bliver de tre rådgivere, der skal udarbejde det endelige forslag til den nye bymidte i Nivå for Fredensborg Kommune, KFI og Realdania. De tre rådgivere er valgt på baggrund af et EU-udbud, hvor i alt 16 team bød. Efterfølgende blev tre team udvalgt til at udarbejde et egentligt tilbud. Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelese.

Forslaget lægger også vægt på at skabe en ny bymidte for alle. Et af omdrejningspunkterne i planen er et "Generationernes Hus" som samler ny skole, kulturhus, plejecenter og evt. svømmehal i bymidten. Forslaget skal nu i tæt dialog med de mange aktører i projektet og Nivås borgere udvikles til den egentlige strategiske byudviklingsplan.

Hos Fredensborg Kommune kalder politikerne rådgiverteamets tilbud 'visionært' og mener, at det er et fleksibelt forslag til Fremtidens Nivå Bymidte, der skaber et robust grundlag for den videre proces.

Stor politisk tilfredshed

I byrådet er der stor tilfredshed og mange forventninger til rådgiverne:

"Der er mange hensyn og ønsker for den nye bymidte, der skal mødes og gå op i en højere enhed, før vi er i mål. Men vi er sikre på, at det valgte rådgiverteam med deres store erfaring fra en lang række vellykkede og visionære projekter er de helt rette til opgaven", siger borgmester Thomas Lykke Pedersen i pressemeddelelsen.

Også formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, Lars Simonsen, glæder sig over projektet.

"Det bliver en spændende proces, som vi håber rigtig mange nivåborgere vil deltage i, så vores rådgivere får det bedst tænkelige grundlag for at udarbejde den strategiske byudviklingsplan", siger han.

Martin Laursen, der er partner hos ADEPT, ser frem til at komme i gang:

"Vi glæder os utroligt meget til at være en del af Nivås udvikling og ser et meget stort potentiale i at skabe nyt byliv i Nivå Bymidte og inddrage borgerne i en spændende proces".

Borgernes inviteres til at deltage i udviklingsprocessen gennem bl.a. tematiserede workshops og borgermøder, ligesom planværkstedet også vil være åbent på udvalgte tidspunkter i foråret, så borgerne løbende har mulighed for at følge processen og give deres besyv med.

Fakta

ADEPT har stor erfaring fra byudviklingsprojekter i en lang række danske byer og i udlandet bl.a. Berlin, Hamborg og Stockholm.

CFBO er eksperter i dialogprocesser og strategiske udviklingsplaner, der kan omsættes til lokalplaner og konkrete byggeprojekter, og

Everyday Studio er kendt for stedsforankret udvikling samt samskabelse.

De tre rådgivere har allieret sig med et ekspertpanel indenfor bl.a. trafik og klimatilpasning. Ekspertpanelet består af Envidan (vand), Trafikplan (trafik), BidDanmark (detailhandel) og Erik Arkitekter (Generationernes hus)

Realdania støtter udarbejdelsen af udviklingsplanen i Nivå.

Publiceret 28 February 2019 12:01