Borgmester Thomas Lykke Pedersen er selv blandt dem, der nu kan kalde sig Ridder af Dannebrogsordenen.

Borgmester Thomas Lykke Pedersen er selv blandt dem, der nu kan kalde sig Ridder af Dannebrogsordenen. Arkivfoto

En byge af ridderkors til byrådet

Otte medlemmer af Fredensborg Byråd skal snart trykke hånd med Dronningen ogh sige tak

Hendes Majestæt Dronningen har sendt en sand byge af ridderkors til Fredensborg, så tæt på hvert tredje medlem nu kan kalde sig nyudnævnt Ridder af Dannebrogsordenen, som berettiger dem til at bære Ridderkorset.

De otte er borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) og byrådsmedlemmerne Lars Søndergaard (V), Pia Bødtker (S), Ulla Hardy-Hansen (K), Per Frost Henriksen (S), Hans Nissen (S), Carsten Wulff (V) og Tinne Borch Jacobsen (V).

De har det til fælles, at de efter indstilling fra kommunaldirektøren er blevet tildelt ridderkorset, fordi de i mere end 16 år som byrådsmedlem har tjent den kommunale del af folkestyret.

En fornem anerkendelse

"Som borgmester og på egne vegne er jeg både stolt og beæret over, at vi i Fredensborg Byråd har otte medlemmer, der gennem så mange år har lagt deres kræfter og fritid i at bidrage til den fantastiske kommune, som Fredensborg Kommune er. Det er en fornem anerkendelse, som er de få forundt og som jeg er sikker på, at alle otte medlemmer sætter meget stor pris på," udtaler borgmester Thomas Lykke Pedersen i en pressemeddelelse.

De 8 stolte modtagere vil i samlet trop møde hos Hendes Majestæt Dronningen for at takke for ordenen. Det sker i maj.

Publiceret 14 February 2019 08:00