Politiets døgnrapport: Røveri, indbrud og hærværk

I løbet af den seneste uge, har der været indbrud flere steder i hele kommunen

INDBRUDSFORSØG på Soldalen i Nivå. På siden af huset mod haven ses et vindue forsøgt opbrudt, hvor vindueskarmen var listet af. Karmen lå på jorden. Sagen er anmeldt i Nordsjællands Politikreds 21.januar, men indbrudsforsøget fandt sted 31. december 2018.

RØVERI Ved at true med en kniv frarøvede to mænd onsdag 23. januar om aftenen en taske fra en 45-årig kvinde fra Nivå. Kvinden kom gående ad stisystemet ved Langelunden, da de to mænd passede hende op bagfra og truede hende med kniv. Herefter løb de fra stedet i vestlig retning. Få minutter forinden var en anden kvinde, også fra Nivå, udsat for røveriforsøg samme sted. Den 70-årige blev skubbet bagfra, så hun faldt, og slået i ansigtet, de to mænd stjal dog intet fra hende. De to gerningsmænd beskrives som:

    A: Mand, 17-20 år, 165-175 cm høj, mellemøstlig af udseende, iført sort tøj og grå strikhue. Havde store og lidt aflange øjne og talte med mellemøstlig accent,

    B: Mand, 17-20 år, 165-175 cm høj, mellemøstlig af udseende, sort tøj.

INDBRUD i villa på Kirkeleddet i Fredensborg mellem lørdag 19. januar kl. 12 og onsdag 23. januat kl. 16.25. Indstigning gennem vindue til gæsteværelse. Stjålne genstande: Intet overblik på anmeldelsestidspunktet.

INDBRUD på Gunderøvej i Kokkedal torsdag 24. januar mellem kl. 13.50 og 18:00. Vindue opbrudt og knust, hvorefter gerningsmanden eller -mændene har åbnet vindue ved siden af via indvendigt håndtag. Gerningsmændene er angiveligt løbet fra stedet og har krydset en fold, hvorefter de er kommet til Fredtoftevej. Stjålne genstande: Intet stjålet.

HÆRVÆRK Mellem fredag 25. januar klokken 18 og søndag 27. januar klokken 12 har en Renault Clio, som holdt parkeret på Egedalsvænge, fået en lang ridse i lakken. En ukendt gerningsmand har ridset bilens kølerhjelm samt lavet en ridse fra bilens bagende til forreste, venstre dør.

INDBRUD i villa på Æblekrogen i Fredensborg fredag 25. januar nellem klokken 17.30 og klokken 23.35. Rude i terrassedør knust, men gerningsmanden eller -mændene kom ikke ind den vej. Derefter blev en terrasserude aflistet, og der blev stjålet kameraer, smykker, kontanter.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 29 January 2019 09:00