Slagtermester Jens Christian Lundgaard fra Humlebæk kan i dag, tirsdag, fejre sin 50 års fødselsdag. PR-Foto.

Slagtermester Jens Christian Lundgaard fra Humlebæk kan i dag, tirsdag, fejre sin 50 års fødselsdag. PR-Foto.

Slagter Lundgaard kan fejre 50 år i modvind

Jens Christian Lundgaard Sørensen, der i dag, tirsdag, kan fejre sin 50 års fødselsdag, skal nu til at sælge vegetarretter

50 år Selvom slagter Jens Christian Lundgaard fra Humlebæk i dag, tirsdag, kan fejre sin 50 års fødselsdag, så foregår festen i strid blæst.

For ser man bort fra supermarkederne, er han stort set den eneste selvstændige slagter mellem Lyngby og Helsingør.

Men hvad gør slagtermesteren i Humlebæk for at klare sig i den hårde konkurrence.

"Vi går stik imod det de gør i supermarkederne. Vi er helt ude ved landmanden, for at se på hvilke dyr han har, og vi får stempelt grisene på slageriet med vores eget logo, så kunderne ved, at det ikke bare er en tilfældig gris vi sælger i butikken," siger han.

Vegetarretter på vej

Samtidig kan det være svært at være slagter i en tid, hvor kød generelt er i modvind fra de politiske forbrugere. Til det siger fødselaren:

"Vi er nødt til at være omstillingsparate for at følge med. Det kan godt være at det lyder mærkeligt fra en slagter, men vi kommer også til at sælge vegetarretter i butikken," siger han og uddyber.

"Det kan godt være, at manden stadig gerne vil have bøffer, men der skal også være noget til kvinderne, så vi kommer mere til at se os som et hus der sælger fødevarer," siger han.

En ting går dog som varmt brød hos slagteren: Færdigretter.

"Vi kan jo ikke følge med, når det gælder vores færdigretter, for de bliver revet væk. Men vi skal lytte til kundernes ønsker til mere kylling, vegetarretter og så videre. Men her er vi også nødt til at lytte til, hvad forbrugerne og producenterne siger og rette os ind efter det," siger han. Selvom tendensen ikke er til oksekød i øjeblikket, så tror Jens Christian Lundgaard dog fortsat på fremtiden.

"Det går op og det går ned, og det vender på et tidspunkt," lyder det fra fødselaren.

50 år med kød i blodet

Jens Christian Lundgaard har altid haft kød i blodet. Han blev født ind i faget og er sjette generation af slagtere i familien Lundgaard fra Silkeborg, hvor Jens kom i lære hos den lokale Slagter Bo og blev udlært i 1989.

Siden førte nysgerrigheden og ambitionerne ham i 2001 til slagtermester i Bilka, hvor han først i Esbjerg og siden Aarhus arbejdede som supermarkedsslagter i 12 år. Herefter fik han gennem sit netværk mulighed for at overtage Slagter Bagger i Humlebæk i 2013 efter et år, hvor han havde butikken på prøve. Og siden 2017 har der stået slagter Lundgaard på butiksskiltet.

Publiceret 15 January 2019 10:27