Borgmester kræver strengere straffe for at affyre fyrværkeri mod brandfolk

Thomas Lykke Pedersen vil have Justitsministeriet til at se på om, der skal være strengere straffe for at affyre fyrværkeri mod brandfolk i arbejde

Skal der være strengere straffe for at affyre fyrværkeri mod brandfolk i tjeneste?

Det spørgsmål vil formanden for Beredskabskommissionen og borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen (S) have Justitsministeriet til at kigge på.

Det sagde han i sin tale, da der søndag var nytårsparole i Nordsjællands Brandvæsen.

"Jeg bliver vred, når jeg i avisen kunne læse, at I ikke kunne passe jeres job i fred, da der igen i år blev der kastet fyrværkeri efter jer nytårsaften. Det er ganske enkelt uacceptabelt," sagde han.

Forslaget kommer efter en episode nytårsaften, hvor flere brandfolk blev beskudt med fyrværkeri, da de forsøgte at slukke en containerbrand i Nivå.

"Vi vil ikke tolerere, at I – altså jer, som løber ind til branden, når vi andre løber ud – skal udsættes for denne type adfærd. Så enkelt er det!," sagde han.

Thomas Lykke Pedersen vil derfor anbefale Beredskabskommissionen, at man retter henvendelse til Justitsministeriet for at få sagen vurderet.

Ros til beredskabet

Thomas Lykke Pedersen benyttede også lejligheden til at rose beredskabet.

"I valgte klogt at indføre et afbrændingsforbud. Det kostede godt nok et sankthansbål og nogle hyggelige aftener ved grillen. Men det var det værd," sagde han.

Efterfølgende kunne fire brandfolk fra Fredensborg modtage deres hædersmedaljer. 20 års tegnet fik brandmand Olav Helge Bruun Andersen og holdleder Henn

ing Appeldorn Nielsen. Ti års tegnet blev givet til holdleder Alex Madsen og brandmand Andreas Emil Fromberg Sobczyk.

Publiceret 14 January 2019 11:58