Rekord-år for Nivaagaards Malerisamling

Tæt på 60.000 lagde sidste år vejen forbi malerisamlingen i Nivå

Med udstillinger som J.L. Jensen, Rebecca Louise Law og den igangværende Jens Hage-udstilling har Nivaagaards Malerisamling slået alle tidligere publikumsrekorder. For første gang har museet passeret 50.000 gæster og er endt tæt på 60.000 besøgende i 2018.

Stigning på 23,5%

Besøgstallet har været støt stigende på Malerisamlingen de senere år, men stigningen fra 2017 med 47.905 gæster til 59.183 i 2018 er den hidtil største årlige stigning på 23,5 %. På bare 4 år er besøgstallet i 2018 næsten fordoblet fra 2014, hvor 30.467 gæster besøgte museet.

Og det glæder museumsdirektør, Andrea Rygg Karberg.

Et helt ssærligt år

"Det har været et helt særligt år for Nivaagaards Malerisamling, der i 2018 kunne fejre 110-års jubilæum – og samtidig opleve så markant en stigning i besøgstallet. Som mange andre museer i denne tid glæder også vi os over, at publikum vælger museumsoplevelsen til blandt de mange tilbud, der findes," siger hun og fortsætter.

"Vi er meget beærede over, at vores gæster kvitterer med så høj en årlig stigning på hele 23,5% - det vidner om, at de tager både vores udstillinger, arrangementer og skønne omgivelser til sig. Men også skolerne i kommunen har taget flot imod vores udvidede skoletjeneste, ligesom vores øgede fokus på familiearrangementer tilsammen har bragt et par tusinde flere børn til oplevelser med kunsten på vores museum i det forløbne år," lyder det fra Andrea Rygg Karberg i en pressemeddelelse.

Den nuværende Jens Hage-udstilling varer til 27. januar og i disse dage arbejder kunstneren Julie Boserup på en collageinstallation i museets nordgang, der indvies på lørdag 12. januar.

Publiceret 09 January 2019 09:00