Bisættelser skal være gratis for medlemmer af folkekirken i Fredensborg Provsti. Arkivfoto

Bisættelser skal være gratis for medlemmer af folkekirken i Fredensborg Provsti. Arkivfoto

Medlemspleje i folkekirken:

Begravelser bliver gratis

Provstiudvalg: Der skal være forskel på at være medlem eller ikke medlem af den danske folkekirke

Af
Peter Mailand og Fred Jacobsen

Det skal kunne mærkes, at man er medlem af folkekirken i Fredensborg Provsti. Også på pengepungen. Fra årsskiftet markeres forskellen derfor ved, at medlemmer bliver bisat helt gratis, hvor de nu skal betale et gebyr.

"Der skal være fordele for medlemmerne af folkekirken, ellers kan de jo ikke mærke forskel," siger Egon Frandsen, formand for Grønholt Kirke og medlem af provstiudvalget.

Fredensborg Provsti, der omfatter kirkerne i Kokkedal, Karlebo, Nivå, Humlebæk, Fredensborg, Hørsholm og Rungsted bliver dermed det første provsti på Sjælland, der tilbyder folkekirkens medlemmer denne fordel.

Slipper for 10.000 kr.

I dag betaler ikke-medlemmer omkring 30.000 kroner for en begravelse, mens medlemmer af folkekirken betaler et gebyr på 10.000 kroner for at blive begravet. Gebyret dækker at liget ligger på køl, kapelleje, kirkelig handling og begravelse eller bisættelse. Udgifter til pleje af gravstedet er ikke dækket af Fredensborg Provstis nye medlemsrabat.

"Det kan jo ikke være rigtigt, at man slipper for at betale kirkeskat, og så alligevel få de samme fordele som medlemmer, der har betalt til kirken hele livet," siger Egon Frandsen til Uge-Nyt.

Det breder sig

Inspirationen kommer fra provst Hans-Henrik Nissens sønderjyske hjemegn.

"Aabenraa Provsti indførte det i år. Og jeg tror det breder sig," siger provsten. Han mener som Egon Frandsen, at folkekirkens medlemmer i hans provsti allerede har betalt via kirkeskatten og at han har "et stille håb" om, at det vil fastholde medlemmer i kirken i en tid, hvor det er "en tendens i tiden at blive brændt og strøet ud over Øresund" og hvor færre vil pleje et gravsted og flere melder sig ud af folkekirken.

Vil glæde folk

"Vi gør det ikke af nød, men for at glæde folk. Og fordi vi har råd," tilføjer Hans-Henrik Nissen med henvisning til, at ordningen koster i omegnen af 1,2 millioner kroner.

Det er nemlig sådan, at de menighedsdrevne kirkegårde i henholdsvis Fredensborg og Hørsholm kommuner hver især 'mister' indtægter på 600.000 kroner, som er det beløb, folkekirkens medlemmer i provstiet med gratisordningen ikke længere skal betale i forbindelse med bisættelser og begravelser.

Vi gør det ikke af nød, men for at glæde folk. Og fordi vi har råd

Hans- Henrik Nissen understreger, at medlemsfordelene ikke betyder, at man så kræver flere penge af ikke-medlemmer.

Publiceret 04 December 2018 06:00

SENESTE TV