Fredensborg Kommune vil have Jysk i Kokkedal til at ændre konceptet. Foto: PR

Fredensborg Kommune vil have Jysk i Kokkedal til at ændre konceptet. Foto: PR

Udlejer for Jysk: Vi har loven på vores side

Fredensborg Kommune kræver, at Jysk i Kokkedal skal rette ind. Udlejer afviser

Fredensborg Kommune vil have Jysk til at rette ind og ændre konceptet i Kokkedal. Men det afviser udlejeren K3 ejendomme, der har købt grunden, opført bygningen og efterfølgende lejet lokalet ud til Jysk.

Ejeren af K3 Ejendomme, Brian Schou, mener ikke, at Fredensborg Kommune kan stille noget op, da kommunen har godkendt projektet.

"Der er slet ikke nogen tvivl om, at vi har juraen på vores side. Vi har tidligt i processen gjort det klart for Fredensborg Kommune, at det var Jysk der skulle være lejer. Derfor har vi fået et notat, hvor kommunen forholder sig til den faktiske anvendelse. Vi har søgt om byggetilladelse og ibrugtagningstilladelse til netop en Jysk butik. Ergo har kommunen forholdt sig til, hvilken type butik det er, og udstedt dem begge. Havde der været tvivl, var der jo mulighed for at køre en tur over i Cirkelhuset og se sortimentet som forhandles af Jysk," siger han.

Fredensborg Kommune vil - efter klager fra flere handelsforeninger i Hørsholm rejse krav om, at Jysk skal ændre deres varesortiment, så det kun omfatter 'særligt pladskrævende varer'. Det fortæller formanden for Plan,-miljø og Klimaudvalet, Lars Simonsen til Uge-Nyt:

"Vi har politisk besluttet at området skal være til særligt pladskrævende varer, så jeg forventer, at Jysk retter ind og ændrer konceptet i Kokkedal, ellers må vi jo til at kigge på hvilke sanktionsmuliheder, vi har," siger han.

Lars Simonsen vil dog ikke komme nærmere ind på, hvilke sanktionsmuligheder Fredensborg Kommune har overfor Jysk.

Gammel sag spøger

Men Fredensborg Kommune har ikke mange muligheder, mener Brian Schou og henviser til den 11 år gamle 'Blok 5-sag' om skandalebyggeriet i Humlebæk, som Fredensborg Kommune tabte.

"Fredensborg Kommune kan naturligvis vælge at inddrage byggetilladelsen. Så har udvalgsformand Lars Simonsen en ny Blok 5 sag, og sidst kostede det kommunen 11 millioner kroner. Det giver sig selv, at et krav vil være langt større end 11 millioner kroner da det vil være både byggeomkostninger, mistet husleje og tabt indtjening for Jysk butikken. Alene bygningen er omkring 20 millioner kroner" siger han.

I Blok 5-sagen blev der undervejs i byggesagsbehandlingen, presset flere kvadratmeter ind i byggeriet, end lokalplanen tillod. Efterfølgende stod kommunen med et nyopført byggeri, der var stod for tæt på naboerne, og ikke overholdt lokalplanen. Naboerne klagede og det endte med en retssag, som Fredensborg Kommune tabte i Landsretten. Til sidst så byrådet ikke anden udvej end at jævne det nyopførte byggeri med jorden. Efterfølgende rejste bygherren et erstatningskrav mod kommunen og det hele endte med, at Fredensborg Kommune tabte 11 millioner kroner på sagen.

Blok 5-sagen gik siden over i

retshistorien og er kommet til at danne præcedens i byggesager.

Publiceret 27 November 2018 08:00

SENESTE TV