Hvordan vil du mindes? Sådan her? Stenhuggerbranchen udstiller 35 gravsten på Nivå Kirkegård. Foto: Stenhuggerlauget i Dansk Industri

Hvordan vil du mindes? Sådan her? Stenhuggerbranchen udstiller 35 gravsten på Nivå Kirkegård. Foto: Stenhuggerlauget i Dansk Industri

En bog, et hjerte, et blad - hvordan vil vi mindes?

Stenhuggerlaug står bag udstilling af 35 lidt anderledes gravsten på Nivå Kirkegård

Af
Fred Jacobsen

Bisættelserne (kremeringer) tager stille og roligt over i forhold til kistebegravelser, når danskernes jordiske liv slutter. Måske netop derfor er det måske på sin plads at huske på, at et gravsted er et sted, man kan søge hen for at mindes.

Det kan ske på flere måder: I det ukendte, med en plade eller med gravsten, hvor den døde er kommet i jorden enten i en kiste eller en urne. Eller - som man er begyndt på på Hørsholm Kirkegård - et urnegravsted med granitsøjler med afdødes navn indgraveret i et skilt.

Mindestedet er ifølge Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri i fokus, når lauget frem til oktober næste år udstiller 35 forskellige og lidt anderledes gravsten på Nivå Kirkegård.

En er udformet som en bog, en anden som et løvblad, en tredje har en lille låge, der kan stilles et lys i. Udstillingen skal ifølge Stenhuggerlauget udfordre "vores syn på den klassiske gravsten og få os til at snakke om, hvordan vi vil mindes, når vi engang er borte", hedder det i en pressemeddelelse.

"Døden er ikke noget, vi er så gode til at snakke om. Derfor efterlades de pårørende nogle gange med en række beslutninger om gravstedet, som kan være svære at tage, når man er i sorg. Forhåbentlig kan vi med vores udstilling få de besøgende til at tale om, hvordan de selv ønsker at blive mindet," siger formand for Stenhuggerlauget, Ole Buchhave Grage, i pressemeddelelsen.

Stenhuggerlauget oplyser, at lauget selv har lavet en undersøgelse, der viser, at selv om bisættelserne vinder frem, mener over halvdelen af danskerne fortsat, at en fysisk gravplads på en kirkegård er det bedste sted at mindes en afdød ven eller slægtning.

Udstillingen er en 'vandreudstilling', der flytter mellem forskellige danske kirkegård. Den aktuelle kommer således fra Ribe og vil være tilgegængelig frem til oktober 2019.

Publiceret 24 October 2018 10:00